|
|
|
|
|
|
|
|
|
Aussiens historie |
||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
|
Aussien, er trods sit navn, en helt igennem amerikansk hunderace, navngivningen skyldes alene racens formodede tilknytning til får og fårehyrder fra Australien. Den eksakte historie omkring Aussiens oprindelse har fortabt sig i tågerne, men de fleste tilkender dog de Baskiske fårehyrder en stor del af æren, for fremkomsten af denne vidunderlige race.
Hyrdehundene
i Stor Britannien Utrolig mange af vore dages Amerikanske og Australske hyrdehund har sin rødder dybt begravet på de Britiske øer, alt taget i betragtning var disse lande jo oprindeligt også kolonier ejet af den engelske krone. De engelske hyrdehunde menes at være opstået som blandinger af hunde medbragt af forskellige folkeslag fra fastlandet. Kelterne har gennem deres vandringer i det meste af Nordeuropa haft stor indflydelse på de tidlige hyrdehunde. De havde flere typer af hunde, både små hunde til selskab, store hunde til jagt, beskyttelse og pels, samt stærke hyrdehunde, som ikke gik af vejen for et slagsmål med genstridigt kvæg eller ulve. Ifølge visse kilder kan farven merle muligvis spores tilbage til deres hunde, idet man i kølvandet på Kelternes fremmarch har fundet hunde, gerne korthåret, i farven merle. Vikingernes hunde har uden tvivl spillet en stor rolle for de britiske hunde. Ligesom Kelternes hunde varierede deres hunde også i type alt efter funktion. Af betydning for hyrdehundens tilblivelse har hunde af spidshunde typen været særdeles sandsynlig. Ser vi på den islandske fårehund, som har eksisteret på Island i århundrede i komplet isolation, så menes den netop at stamme fra vikingernes hunde. Det berømte Bayeux tæppe kan også give nogle gode indicier for hundetyperne på denne tid. Blandt andet er der her afbilledet hunde med lang pels, hale, kipøre og som typemæssigt faktisk kunne minde noget om en tidlig Collie. Store kraftige hunde uden hale er afbilledet, så stumphale var altså at træffe i den tidlige middelalder. De første nedskrevne beskrivelser af eksistensen af hyrdehunde i England, finder vi dog først i 1500 tallet, under den romerske besættelse, hvor romerske soldater havde medbragte deres hunde til England. Det drejede sig primært om store og stærke kvæghyrder, som blev brugt som værn mod blandt andet ulve. Omkring starten af 1800 tallet finder vi den første rigtige beskrivelse af hundene i Stor Britanien. På dette tidspunkt var der ikke tale om racebetegnelser, de kom først til med indførelsen af de første show. Hundene blev simpelthen opdelt i typer alt efter funktion. I 1790 beskriver Thomas Bewick den mest populære hyrdehund i de nordlige egne af Stor Britanien som Shepherd´s Dog. Det var hunde som var loyale mod deres føre og blide med de dyr som de vogtede. Som et unikt træk fødes de ifølge Bewick med to ulveklør. Kilder knap ethundrede år senere beskrives Shepherd´s Dog som hunde med spidse snuder, korte øre som næsten står op, tyk og ulden pels samt en tyk, busket hale. Farven beskrives oftest som værende sort, til tider blandet med grå eller brun. Disse senere kilder anbefalede også at man får fjernet deres dobbelte ulveklør. Flere lokale `racer´ af Shepherd´s Dog skulle eftersigende eksistere. Oprindelsen af Shepherd´s Dog er temmelig uklar, men sandsynligvis stammer de fra blandinger mellem Romernes store kvæghunde, vikingernes mindre spidshunde, kelternes hunde og senere hunde som Anglo/saxerne medbragte til England. Et eksemplar af Shepherd´s Dog fra 1790 vises herunder til venstre.
Shepherd´s Dog selv skulle ved blanding af forskellige andre typer af hunde have været stamfader til en del af Stor Britaniens andre hundetyper. Ved krydsninger mellem terrier og Shepherd´s Dog opstod the Cur, som ifølge flere kilder var utrolig populære omkring kødmarkederne i Smithfield. Bewick beskriver dem som store, stærkere og mere barske hunde end Shepherd´s Dog, deres job var da primært også at vogte kvæg. Deres hår var kortere end Shepherd´s Dog og farven var oftest sort med hvide aftegn. Deres øre var halvt opretstående og så blev de oftest født uden hale. Senere kilder beskriver the Cur som en meget larmende hushund, med talrige funktioner. En anden type hos som opstod ved krydsning mellem Shepherd´s Dog og enten Masiff, Foxhounds, Greyhounds eller Pointer, var Drover´s Dog. Deres job var at flytte får fra et sted til et andet, og da de arbejde meget stille blev de også undertiden brugt til `låne´ andres dyr. ES og Bearded Collie menes at stamme fra visse eksemplarer af Drover´s Dog. Navnet Collie høre vi første gang i starten af 1800 tallet. Det stammer sandsynligvis fra Coelly og er en fælles betegnelse, som dækker funktionen hyrdehund i hele Stor Britanien. Shepherd´s Dog, som selv var en betegnelse for flere lokale typer af hyrdehunde, har grangiveligt lagt grunden til disse forskellige Collies. I Skotland som regnes fra BC og show Colliens arnested, høre vi på dette tidspunkt om mange forskellige Collies: Highlands Collie, Blue Smooth Highland Collies, Scotch Collies, Couley Collie, Crofters Collie og Fox Collies. Mange lokal samfund har taget hver deres stamme af Collies til sig og givet dem deres eget unikke navn. Selv om pelslængde og farve har varieret, har der typemæssigt dog været tale om hunde, som har mindet en hel del om hinanden. Groft mener jeg dog at det er muligt at opridse to grundtyper op: Fox Collies som altid er korthåret og hvis efterkommere kun er korthåret, og Scotch Collie. Fox Collies beskrives i starten af 1800 tallet som en eminent korthåret hyrdehund, typisk farve Black and tan. Dog skulle der eftersigende fødes en rød hvalp i hvert eneste kuld. Legenden siger at disse røde hvalpe, skyldes at en ræv i tidernes morgen havde parret sig med hundene. Maleriet herunder til venstre, Old Shepherd´s Chief Mourner, er malet i 1837 af sir Edwin Landseer og kunne ud fra beskrivelsen og tidspunktet taget i betragtning, meget vel være et eksemplar af Fox Collie.
Scotch Collie, Highland Collie mv. beskrives som værende noget lig være dages English Shepherd. I følge beskrivelser skulle de have brede hoveder, kortere snude og veldefineret stop. Ørerne skulle være sat højt, til tider helt oprejste, men sjældent hængene. Pelsen var oftest tæt og ulden og stod ud fra kroppen. Halen skulle være busket og knække opad, således at hårene løftes fra jorden. Der skulle dog eksistere nogen lokal variation i pelslænge, således at langhåret hunde fandtes i højlandet, mens korthåret fandtes længere nede af bjergskåningerne. Farven var noget varierende, men som oftest var de mørke og kunne have hvide aftegn. Merle skulle tilsyneladende også findes. Billedet herover til højre, The Rescue, malet i 1866 af Andells, viser to hyrdehunde, som meget vel kunne være eksemplarer af Scotch Collie. Andre steder i Stor Britanien, har man på samme tidspunkt eksempler af Collie typen, Irland har Irish Collie og i Welsh, Welsh Collie. Begge disse hundetyper skulle eftersigende eksistere i dag, om end de er temmelig sjældne. BC (både den korthåret og langhåret variant), Shetland Shepdog og show Collie (både den korthåret og langhåret variant) menes alle at stamme fra Scotch Collie. For show Collien vedkommende er der dog sket nogen indkrydsning med blandt andet Borzoi, hvilket har resulteret i tab af hyrdeinstinkt og det lange, flade hoved, mens Sheltien er opstået ved indkrydsning af flere typer, blandt andet spids. BC er opstået ved udelukkende at selektere for arbejdsegenskaber. Fremkomsten af de nye typer Collies, BC og show Collien, i slutningen af 1800 tallet, betød en markant tilbagegang for de gamle arbejdshunde. I dag prøver man at genskabe den gamle Collie type, dels i Welsh og dels i USA.
Hyrdehundene i Australien I Australien beskrives de første indførte hunde, som værende store, sorte hunde, undertiden med hvide aftegn og med stumphale. Denne beskrivelse passer godt på datidens i England meget populære kvægvogter the Cur. Hvor beskrivelsen af disse hunde afviger noget fra the Cur er, at de også beskrives som havende en tyk pels og hænge øre. Men ser man på tegningen af the Cur, ser denne ikke ud til at have helt rejste øre, men nærmere kipøre, pelsen af de australske hunde beskrives også som tyk, ikke lang. Yderlige beskrives disse australske hunde også at være af racen Smithfields, hvilket også er navnet på det sted i England hvor the Cur, af flere uafhængige kilder, er beskrevet. Der er derfor muligt at the Cur og Smithfield er af samme type hund. Smithfield viste sig dog ikke at være helt velegnet, til arbejde det varme australske klima. Den var ikke udholdende nok og havde derudover en vane med at gø en del, noget de mindre ærlige kvæghandlere ikke satte pris på. En sådan mand ved navn Timmin krydset derfor Smithfield med Dingo og fik en god, men temmelig barsk kvæghyrde, som gik under navnet Timmin´s Biteres eller Red Bobtails. Senere krydsning med Collies har givet vore dages Australian Stumpy Tail Cattle Dog. Smithfield kan undertiden stadig høres brugt om Stumpy Tail Catttle Dog og lignede hunde. Flere typer af Collies er blevet indført til Australien, men den som har haft størst betydning for hyrdehundene i Australien, har ubestridt været Scotch Collie. En af de første gange den blev importeret til Australien var i 1840´erne da Thomas Hall medbragte to korthåret eksemplarer. Disse afkom viste, til forskel fra Smithfields, at være særdeles velegnet til at arbejde i det australske klima, mange andre end Hall selv, så derfor også potentialet i disse hunde. Blandt andet tog tyske emigranter disse hunde til sig og påbegynde avlen af hvad der blev deres foretrukkende hyrdehund. Allerede i 1896 nævnes det at Collie-lignede hunde i farven blue merles, tilhørte racen German Coolies. Andre navne som har været brugt om dem var Australian Coolies, German Koolie og som den hedder i dag, Koolie. Selvom der i dag findes 4 forskellige typer af Koolie er det generelt lette hunde, på størrelse fra en lille Kelpie til stor BC og som oftest i farverne blå og rød merle. Billedet her under viser Bowyanger, et 13 år gammel eksemplar af Koolien.
Photocredit af Kennel Broughton
Hall selv krydsede afkom af hans oprindelig to skotske Collies med Dingo, og skabte derved en eminent hyrdehund, der gik under navnene Hall´s Heelers, Blue Heelers eller Queenlands Heelers. Senere tiders krydsning med blandt andet Dalmatiner, Bull terrie og kelpiens forfædre førte til dannelsen af Australian Cattle Dog. Man kan undertiden stadig høre navnet Blue Heelers og Queenlands Hellers brugt om Cattle Dog. Kelpien menes skabt på grundlaget af indførte eksemplarer af Fox Collies, som blev importeret første gang i 1870´erne af en mand ved navn William Allan.
Hyrdehundene i USAMange skotter emigrere til USA i år 1750 og selvfølgelig tog de deres tro følgesvend med til det nye land. Det drejede sig primært om Scotch Collie. I det nye land avlede de videre på deres skotske hunde og grundlagen blandt andet en type hund som de kaldte American Old Time Farm Collie eller Farm Collie. I det nye land skete der nogen blanding med andre hunde, så typen af Farm Collien varierede en del omkring dette tidspunkt. Billedet herunder viser to Farm Collies fra omkring århundredskiftet.
English Shepherd menes at være direkte efterkommere af Farm Collien. Hvis man sammenligner de to billeder af Farm Collien, med billederne herunder som viser et nutidige eksemplar af racen English Shepherds, er ligheden mellem disse to typer hunde da også forbavsende stor.
Photocredit of Shepherd´s Way
Fox Collies blev indført i slutningen af 1800 tallet, specielt af skotsk emigrant ved navn Alexander McNab. Her krydsede han dem med hunde af spansk oprindelse, og dannede en hurtig, korthåret hyrdehund som han kaldte McNabs. Den findes stadig i dag.
De første Aussier Det er de Baskiske emigrant som menes at have en stor del af æren for fremkomsten af Aussien. Oprindeligt var de ikke selv hyrde, men påtog sig erhvervet i det nye land. De viste sig hurtigt at være dygtige, hårdt arbejdende hyrder og i tilgift gode til at avle hunde. Da hyrder ikke være deres oprindelige erhverv, har det været usandsynlig at de har medbragt mange af deres egne hunde hjemme fra; de måtte altså `tage hvad der var i det nye land´. De havde ikke nogen fortrukken race, men tog simpelthen hvad de fandt bedst egnet og skabte hvad der senere skulle blive Aussien. Vi kan ikke med sikkerhed sige hvilke racer, som har bidraget til Aussiens tilblivelse, vi kan kun gisne om hvilke der har været de mest sandsynlige kandidater. Hvis vi igen ser på billedet af Farm Collie, er den typemæssig simularitet mellem denne og en Aussie forholdsvis stor. Der hersker derfor ingen tvivl om at Farm Collies er at træffe i Aussiens aner. Dog var Farm Collien kraftigere bygget og mere pelsrig end de tidligere Aussier; de var også sjældent stumphalet, farven merle var ikke at finde hos dem og deres arbejdsstil er noget anderledes. Farm Collien kan altså ikke være den eneste race bag Aussien. Under den store guldfeber i 1840´erne og senere under første verdenskrig oplevede USA et eskalerende behovet, for blandt andet uld til klæder, indpakning til våben mv. Fårehold havde næsten været tabu i `det vilde vesten´, den amerikanske fårebestand var deraf ikke nær nok til at dække dette nye behov, og man blev derfor nød til at importere får udefra. Et af de helt store import lande var Australien, som jo netop er kendt for sine store bestande af fine merinofår. Og da får nu en gang ikke flytter sig selv, fulgte både hyrder og selvfølgelig deres uundværlige medhjælpere, fårehunde, med. Det siges at disse fårehunde skulle have vækket megen opsigt da de ankom til USA, snakken gik i alt fald om særdeles dygtige små, blå hunde med stumphale fra Australien. En navn som vi oftest høre forbundet med disse små, blå hunde er Blue Heeler. Blue Heelers var da også blå Collie-lignede arbejdshunde, men med stærk Dingo islæt. Selv om navnet kunne antyde det, har det derfor nok ikke drejet som om `racerene´ eksemplarer af Blue Heelers. Det mest sandsynlige er, at der i Australien er sket krydsninger mellem diverse Collie-lignede race, Blue Heelers og Smithfields og nogle af disse blandinger så har eskorteret fårene til USA. En kandidat som jeg også finder oplagte til disse blå hunde, har været Koolien. Typemæssigt minder mange Koolies om de tidlige Aussier, samtidig med at det var, og stadig er, ypperlige arbejdshunde. En af de mest almindelige farver hos Koolien er netop også farven merle, både som værende blå merle og rød merle. Navnet Blue Heelers har sikkert hængt ved blå hunde fra Australian uanset `race´, ligesom Stumpy Tail Cattle Dog stadig i dag går under navnet Smithfields og Cattle dog under navnet Blue Heelers. Oprindelige stammer de blå Australske hunde fra England og særligt fra Scotch Collie. Da denne også blev indført til Amerika, er det sandsynligt at merle farven også kan stamme her fra. En anden mulighed er Pyrenæisk Hyrdehund. Udover at merle er en almindelig farve hos denne race, så er den i besiddelse af egenskaber som de baskiske hyrder nok har sat stor pris: knivskarp intelligens, gode instinkter, utrolig adræthed og stor læreevne. Indførte eksemplarer af Pyrenæisk Hyrdehund, vel og mærke varianten med korthårshovede som kan ses herunder, har bestemt været er en oplagt kandidat for både farve, egenskaber og type hos de tidlige Aussier.
Tan anlægget som findes hos Aussien, og mange andre af vores dages hyrdehunde, stammer øjensynligt fra Fox Collie, idet denne type ifølge optegnelser fra de første beskrevne engelske hyrdehunde, er den eneste hyrdehund i besiddelse af tan aftegn. Anlægget for haleløshed kan ej heller henlægges til en enkelt "race"; mange racer er faktisk i besiddelse af anlæg for stumphale, om end det ikke forekommer så hyppigt. Smithfield er, ligesom Blue Heelers, et navn vi ofte høre forbundet med Aussiens tilblivelse, og den har da uden tvivl også spillet en vis rolle for skabelsen af Aussien. Smithfield selv var kendt for at være stumphalet og har netop givet dette anlæg videre til blandt Stumpy Tail Cattle Dog. Det er derfor sandsynligt at den også skulle have bedraget med dette anlæg til Aussien, ved at at de små, blå hunde fra Australien har været krydsninger af denne samt Collies og Blue Heelers. Pyrenæisk hyrdehund er ligeledes kendt for at kunne have stumphale. Af de lidt mere diffuse kilder kan Scotch Collie også være en mulig kandidat til stumphale anlægget. Ifølge visse kilde skulle den være reporteret til at kunne fødes uden hale. English Shepherd, Aussiens amerikanske søsterrace, som til dels også nedstammer fra Scotch Collie, er ligeledes reporteret, om end det ikke er så almindeligt, til at kunne fødes uden hale. Det er i forbindelse med anlægget for både stumphale og merle, vigtigt at huske at begge er dominante karakterer, som kun behøver at blive introduceret få gange for, at stedfæstes hvis der selekteres for dem, og optegnelser fra starten af 1900-tallet tyder netop på at datidens avlere netop selekterede for disse karakterer.
Der er ingen tvivl om at flere race end ovenstående har spillet en
rolle for skabelsen af Aussien, præcis hvilke og i hvor stor grad er
praktisk talt umuligt at sige. Aussiens oprindelse er nok et af de
mysterier, vi aldrig får opklaret. Til forskel fra ophavsmændene bag
mange andre racer er der ikke ført registreringer med de tidlige
krydsninger. Det baskiske folk var analfabeter, dvs. de havde ikke noget
skriftsprog og det var også kun et fåtal af dem, som beherskede det
engelske sprog. Derudover har det aldrig været deres hensigt at
skabe en ny race. Parringer mellem hundene var baseret på
arbejdsegenskaber, ikke stamtavle eller udseende. Hvad de ønskede var
simpelthen at skabe den bedste arbejdshund, som kunne leve op til hvad
de forventede: arbejdsiver, mod, intelligens, alsidighed og en hund som
samtidig var en behagelig og utrættelig følgesvend.
Aussien i USA Efter anden verdenskrig begyndte den almene befolkning i langt højere grad, at interessere sig for den del af deres kulturarv, som omfattede westernridning og rodeo. Westernfolket havde for længst taget Aussien til sig, den passede perfekt til deres livsstil; strejfede ikke, når den var med ude at ride, og den var lydig nok til at have med over alt. Når westerfolket så samledes til shows og opvisninger over hele landet, havde de selvfølgelig deres tro følgesvend med. Specielt en mand har en stor ære for udbredelsen af Aussien til den almene befolkning: Joy Sisler og hans vidunderlige Aussier, der udførte de mest fantastiske kunster rundt omkring på rodeoer; den amerikanske befolkning har i alt fald ikke været sen til at tage Aussien til deres hjerter. I juni 1957 samledes en gruppe af Aussiefans for første gang til et officielt møde med henblik på at at danne den første egentlige Aussieklub, den som senere skulle blive til ASCA ( The Australian Shepherd Club of America). Indtil da havde avlen af Aussier været mere eller mindre tilfældig, og man ønskede derfor at danne en organisation, der kunne samle entusiastiske opdrættere af denne race og som kunne varetage avlen gennem registreringer. De første registreringer af Aussier fandt også sted dette år, dog ikke i ASCA, men NSD (the National Stockdog Register), som var en sammenslutning af registreringer for diverse hyrdehunde. Det varede nogle år før ASCA selv fik styr nok på tingene til selv at påbegynde en egentlig stambogsføring af Aussierne. Først i 1971, efter at ASCA og en anden organisation for Aussier, IASA (the International Australian Shepherd AssN) fusionerede begyndte man officielt at føre registreringer med Aussie avlen i ASCA regi. IASA selv havde påbegyndt registreringer af Aussier siden 1966. Den første officielle standard for Aussierne blev godkendt i 1977. Der herskede en del uenighed blandt medlemmerne, om hvorvidt man skulle søge om AKC (the American Kennel Club) anerkendelse, end del var imod idet de mente, at man risikerede, at Aussien som helhed ville miste sine arbejdsegenskaber og blive blot endnu en udstillingshund. En mindre gruppe var dog fast besluttet på at søge om AKC anerkendelse og skabte derfor klubben USASA (the United States Australian Shepherd Association), med det ene formål at få racen anerkendt. Og det blev den så i 1993; AKC anerkendte Aussien som race og påbegyndte sin egen registrering, baseret på registreringerne fra ASCA. En stor del af Aussierne blev deraf dobbelt registreret, både i ASCA og AKC.
Her over ses billederne af to linjer af hunde som er at finde i anerne hos langt de fleste af vore dages Aussier. Flintridge familien til venstre (Forrest ses Salt, dernæst fra venstre til højre: Savor, Cactus, the Scottsman, Allspice og Clover), har haft en overordentlig stor betydning for udvikling af den primære show-orienteret linje af Aussier; faktisk har hunde stamme fra denne kennel dannet grundlag for så godt som alle nyværende kenneler med showhunde. Selv var Flintridge hunde kraftigt baseret på hanhunden Harper's Old Smokey. Det betyder at går man 6-10 generationer tilbage hos alle nyværende show-Aussier, vil de samme hunde være at træffe i deres aner, det betyder også at alle show-Aussier er beslægtet med hinanden, på den ene eller anden måde. De primære arbejds-orienteret er derimod under kraftig indflydelse af hanhunden Taylor's Whiskey og hans far Lamars Turk. Disse to hunde er blandt stamfar til hunde fra kenneler som Fairoaks, Las Rocosa mv.
Aussien i Europa Aussien kom til Europa med den mere og mere populære westernridning og var i mange år primært at finde i disse kredse, siden hen hos hestefolket som helhed. En af grundene til dens begrænsede udbredelse skal findes i, at den på daværende tidspunkt ikke var godkendt som race i FCI, den internationale kennelklub sammenslutning. Først i 1996 opnåede Aussien anerkendelse, dog kun på prøve, som en selvstændig hunderace og blev indlemmet i FCI gruppe 1. De folk som havde taget denne pragtfulde race til sig, men som tøvede med at avle netop pga. den manglende anerkendelse, havde nu denne mulighed. På ganske få år har Aussien opnået en utrolig popularitet hos den aktive familie og hos konkurrencefolket og flere og flere åbner øjne for potentialet hos denne vidunderlige race.
En stor tak til alle, som har været mig behjælpelig med billeder og materiale.
Collies back to the future Old Farm Collies Old Scotch Collie af Erika DuBois On the shepherds dogge fra Englishe Dogges by Johannes Caius The australian Stumpy tail cattel dog through 1900s The English Shepherd af Jan hilborn The Koolie af Kerrie Challenger The McNab Dog af Donna Seigmund and Alvina Butti The once and the future Collie The welsh shepherd af Linda Rorem View of Australian Shepherd history af Linda Rorem
|
||||||||||||||||||||||||||||||||
