De fleste Aussier er ekstrem glade for meget tæt fysisk kontakt med deres ejer, de elsker simpelthen at blive nusset og vil meget gerne sidde på skødet af en, i ordets bogstaveligt forstand. Selv om det er en aktiv race ved de heller ikke noget bedre end at putte i sofaen eller sengen (i alt fald ind til det bliver for varmt). Mange Aussier er opsøgende i deres behov for fysisk kontakt, f.eks. liste en snude ind i hånden på en eller slet og ret klaske en pote i skødet på en. Nogle tager ovenstående som tegn på et ”kupforsøg”, men dette er ikke nær noget som ligner dominans- eller lederskabsrelateret adfærd; Aussien har bare et stort anlæg for socialt samvær. En Aussie er derfor ikke en hund som trives med at leve sit liv i en hundegård, ej heller trives den med at man har en masse aktiviteter som kræver at hunden overlades til sig selv det meste af dagen. Kan man ikke trives med en hund som har brug for et tæt kammeratligt forhold skal man ikke købe en Aussie.

   Man skal heller ikke købe en Aussie hvis man lider af rengøringsvanvid eller sætter pris på et perfekt hus og have. Aussie har en forholdsvis lang og tæt pels, dvs. at den dels fælder en del og dels slæber snavs med ind – og Aussier kan være nogle være små grisebasser som elsker at grise sig godt og grundigt til. Derudover elsker mange Aussier også at ”lege havearkitekter”.

Aussien og børn

Som opdrætter bliver man ofte spurgt om Aussien er en god børnehund og mit svar er gerne ”hvis børnene er gode hundebørn!" Der findes ikke nogen hunde som er fødte børnehunde, men det er klart der er racer som er mere oplagte end Aussien, så som Labrador mv. En Aussie kan dog være en super børnehund, som viser utrolig stor hengivenhed og tålmodighed over for børnene og som vil forsvare dem til sidste blodsdråbe, men dens forhold til børn kommer helt og holdent an på dels børnene og dels hundens erfaringer med børn.

   Først og fremmest skal Aussien socialiseres ordentlig på børn. Som hyrdehund med dens tendens til signalfølsom, skal man på dette område være lidt mere påpasselig end f.eks. en labrador der er noget mere ”sprogdum” (sorry labbe fans!). Men en Aussie kan sagtens lære at børn bare er temmelig klodsede og upræcise væsner og at deres uforsigtige og utilregnelige adfærd ikke er farlig og ikke har til hensigt at skade hunden.

   Dernæst – og meget vigtigt – skal børnene lære at behandle hunden på en ordentlig måde og det er 100 % forældrenes opgave og ansvar. Børn skal lære at respektere hunden og dens grænser, de skal lære at man ikke trækker hunden i halen eller pelsen, prikker den i øjnene, at man ikke løber efter hunden – heller ikke i leg, det kan gå så grueligt galt hvis hundens jagtinstinkt tager over, de skal lære at holde sig fra den når den spiser og sover eller blot ligger i kurven. Det er derimod en rigtig god idé at medbringe børnene i træning af hunden mv.

  Uanset hvor glad en Aussie er for børn– faktisk gælder dette for hunde af alle racer – bør du ALDRIG nogensinde lade børn og hunde være alene sammen, heller ikke blot for lige at hurtigt at hente en kop sukker hos naboen.

Aussien og andre hunde

Man kan skrive tommetykke bøger om hunde og deres indbyrdes relationer. Kort sagt trives en Aussie generelt rigtig godt i flok, men den har ikke et lige så stort behov får det som f.eks. en Husky, men ingen tvivl, 2 hunde har ekstrem meget glæde af hinanden – og det giver ikke dobbelt besvær.

   En Aussie er generelt meget opmærksom på fremmede hundes tilstedeværelse, hvilket afhængig af hundens reaktionsmønter både kan være en positiv men også negativ ting. Langt fra alle Aussie er ubetinget glade for fremmede hunde og de kan være temmelig dominante over for særligt mindre hunde. Man skal derfor ikke forvente at en fuldt udvokset Aussie uden videre kan være løs sammen med fremmede hunde, særligt gælder dette for hanhunde over for hunde af dens eget køn. Grundig socialisering på andre hunde i hvalpe og unghunde tiden kan dog reducere disse tilbøjeligheder en del og lære hunden at være sammen med andre uden at skulle hævde sig, men man skal være opmærksom på at overfald eller blot undertrykkelse fra andre hundes side i disse følsomme perioder kan sætte som permanente ar på sjælen.

   Den signalfølsomheden som kan observeres over for mennesker, kan også give sig udslag i problemer med andre hunde. Godt nok er Aussien en intelligent race, men den forstår ikke og kan deraf have svært ved at acceptere at andre hunde ikke har en lige så fintfølende ”radar” som den når det drejer sig om kommunikation. F.eks. er det i vore øjne bare en glad labrador som kommer løbende for at lege og vi står uforstående over for det hurtige udfald som vores Aussie retter mod den. Ser vi med vores Aussiens øjne, er det dog et særdeles groft brud på almen hunde-etikette (løbe i direkte linje mod en fremmed med blikket rettet på denne) og da labradoren ikke reagere på den første advarsel (stirren), ej heller den anden advarsel (imponere positur) og måske ikke engang den tredje advarsel (rynket snude, evt. knurren), får den en discipliner opsag (udfald) - som desværre ofte tolkes som at Aussien er aggressiv, labradoren ville jo bare lege!. Igen kan grundig socialisering på andre hunde – og specielt andre hunderacer – lære en Aussie at ikke alle hunde er lige så gode til at kommunikere som den og at labradorens fjollede direkthed er ikke en trussel.

   Så godt som alle Aussie finder dog stor glæde i at lege med nye og gamle bekendtskaber, særligt hvis legekammeraten også er hyrdehund. Hver race (næsten) har deres karakteristiske måde at lege på, der som oftest er relateret til funktion hunden oprindeligt har haft.  Aussiens foretrukne leg er at jage hinanden i meget høj fart, hvor formålet er at jægeren skal nedlægge ”byttet”. Nedlæggelsen sker ved at de at bide efter hinandens bagben, skubbe, body-slammer (smide sig ind mod den anden hund) eller lave ”nakkebid”. Nærkamps lege er hyppigst noget som hunde kun bruger over for andre de har stor tillid til, trods ellers meget kammeratlige forhold benytter den voksne Aussie sjældent denne form for leg.; de ynder nok nærmere at lege ”tovtrækning” med hinanden, dvs. bide sig fast i hinanden.

   Aussien kan godt virke meget kropslig og vild i sin leg over for andre hunde som ikke er vant til dem. Mange Aussier er også meget støjende når de leger og bruger en væld af lyde som kan virke skræmmende på andre hunde.

Aussien som hyrdehund

Hyrdehunde deles i "strong-eye" og "loose-eye" hyrdehunde efter den måde de hyrder på. Man kan temmelig groft sige at strong-eye hyrdehunde flytter dyrene ved at ligge et mentalt tryk på, mens loose-eye hyrdehunde ligger et mere fysisk tryk på dyrene. Loose-eye hyrdehunde er racer som Border Collie og Working Kelpie, mens resten kan betegnes som loose-eye hyrdehunde. Du kan læse mere om forskellen på Aussiens og Border Colliens hyrdestil under Aussie versus BC.

   Standarden foreskriver at ”Australian Shepherd er en intelligent brugshund med stærke hyrde- og vogterinstinkter”. Gennem de seneste 50 år er racens popularitet som showhund dog vokset markant, hvilket har betydet at hyrdeegenskaber kun har været sekundært. Ønsker man sig derfor en Aussie til at hyrde med på et seriøst plan bør man som et minimum køber hvalp efter forældrene som selv kan arbejde. Heldigvis ses hyrdeinstinkt stadig hos en del showhunde, om end de ikke er nær så intense som working Aussier.

   Aussien blev oprindeligt skabt som en alsidig ranchhund, hvis opgaver bestod i at flytte dyr fra et sted til et andet, enten fra den ene fold til den anden eller fra ranchen til markedet mv. Derudover skulle den hjælpe til ved indfangning, holde dyrene så behandling var mulig, hjælpe til ved læsning - og så skulle den ikke mindst bevogte både farmen, dens indbyggere og besætning.

   Aussien havde kun få opgave med håndtering af dyr på friland og dens primære arbejde bestod i at flytte tungere dyr, både på den ene og anden måde. Aussiens strategi til at flytte dyr er deraf en helt anden end f.eks. en Border Collies. Da dyrene er "tungere", er de ofte sværere at flytte og kræver derfor at hunden arbejder tættere på og "trykker" hårdere. Aussien fremtrædende måde at driver flokken frem på, var/er således ved at snappe, gø eller slet og ret skubbe til dyrene (utroligt men sandt!). Pga. dens hyrdestil kan en Aussie derfor have svært ved at kontrollere lette dyr og den er ofte utryg ved at arbejde på for lang afstand til flokken. En Aussie skal derfor lære at den sagtens kan flytte og kontrollere dyrene uden at den behøver at være tæt på.

   Som hyrdehund er Aussien oftest særdeles alsidig og lære oftest hurtigt hvor meget tryk de forskellige dyr kræver, f.eks. kan den i det ene øjeblik var den barske hyrdehund, som driver de stridslystne tyre frem ved at snappe og gø, mens den i det næste øjeblik ganske forsigtigt flytter de nyfødte lam ud på marken. Der er selvfølgelig forskel på linjer, nogle er bedre til kvæg, andre bedst til får.

Aussien og hundesport.

ASCA standarden foreskriver at “The Australian Shepherd is intelligent ... He is versatile and easily trained, performing his assigned tasks with great style and enthusiasm”, mens den danske slet og ret siger ”Australian Shepherd er en intelligent brugs hund …”.

   Den ideelle Aussie er kendetegnet ved at være en yderst alsidig arbejdshund, der mestre alt fra spor, over lydighed, agility til hyrdning; har man en god Aussie behøver man derfor ikke ”låse sig fast” på en sportsgren. Derudover er racen ligeledes kendetegnet ved dens store trænbarhed, hvilket vil sige at den lære hurtigt – på godt og ondt, den elsker udfordringer og udviser gerne en udpræget ”will-to-please”, dvs. lyst til at behage sin fører. Der findes dog eksemplarer af racen, som er mere stædige og/egenrådige og som deraf kan være vanskelige at motivere, derudover kan man ofte se reduceret  ”will-to-please” og ”drive” i mange af showlinjer, ligesom hundene fra disse linjer oftest er store og tungere og deraf knap så ”lette på benene”. Derfor gør det sig gældende som for hyrding, at ønsker man en Aussie til at arbejde med, så bør begge forældre have bevidst at de kan arbejde.

   Selv om en Aussie er en race, som mange lister som lige så intelligent som en Border, så er der megen stor forskel i hvordan de to racer opfatter træning og bør trænes. 

   Selv om en Aussie udviser megen ”will-to-please” så samarbejder en Aussie med sin fører, den arbejder ikke for sin fører. Det sammen med at den oftest er meget fokuseret på ejerens sindsstemning gør, at de kan være yderst vanskelige at træne hvis man ikke forstår at kunne dæmpe sin irritation – og det er næsten umuligt at lyve sig for noget for en Aussie! Bliver man irriteret bakker Aussien ud af ”legen” og nægter at samarbejde, før man kan opfører sig ordentlig igen.

   Derimod over er Aussien er eminent til løse problemer, tænke selvstændigt og træffe deres egne beslutninger, evner som var nødvendige under håndtering af de potentiel farlige køer, men disse evner kan blive et problem hvis man insistere på at træne sin hund efter princippet om at gentagelser forbedre resultatet. En Aussie bliver hurtigt træt af en øvelse hvis den gentages for mange gange, det kan godt være at den gør hvad du forlanger, men gider den ikke så bliver resultatet også der efter. Det kan også godt være at den begynder at opfinde elementer af sig selv eller simpelthen bare smækker bremserne i. Optimal træning af en Aussie kræver at de for lov at tænke over tingene og/eller bruge lidt af denne problemløsningsglæde, ligesom man skal variere træningen således at Aussien ikke begynder at kede sig. Når en Aussie mestre en øvelse, bør man da heller fortsætte træningen i det uendelige, selvfølgelig skal øvelsen holdes ved lige, men for mange gentagelser øger risikoen for at hunden begynder at opfinde elementer selv eller gør et mønstre ud af at sjuske. Det er da bedre at træne uregelmæssigt og da med stor motivation så hunden fastholder glæden ved øvelsen.

    De seneste år der heldigvis sket et skred i opfattelsen af hvordan indlæring bedst finder sted, men desværre finder man stadigt hyppigst steder, som benytter sig af tvang, straf og andre former for korrektion. Vi kan selvfølgelig ikke komme uden om at vi nogen gange bliver nøden til fortælle vores hund at det den har gang i er forbudt, men korrektion i den fysiske form er ikke en god måde at træne en Aussie på (gør sig dog gældende uanset hvilken hund man har!). Tænkt på at en god Aussie som hyrder skal kunne tåle temmelig hård ”korrektion” fra dyrene uden at den dropper den adfærd den har gang i, hvis f.eks. en ko sparker skal den rejse sig og fortsætte trods evt. smerter – og det gør de! En god Aussie træner bør derfor finde metoder til at vise hunden hvad der er rigtig og forkert, på en sådanne måde at hunden føler den samarbejder med sin ejer frem for at den gør tingene for at undgå ubehag.

    Aussien har gerne et stor ”food-drive”, som gør at de generelt er nemme at træne hvis belønningen falder i form af godbidder. Mange Aussier besidder også en stor del ”prey-drive” som med fordel kan benyttes i lydighedstræning. Derimod er det ikke alle Aussie som er særlig glade for ruske-lege og bidepøller som belønning. Hvad den enkelte Aussie tænder på er noget man på afprøve på sin hvalp, men det er en god idé at lære den at arbejde for belønning i form af bidepøller mv.