|
|
|
|
|
|
|
|
|
Avl og opdræt |
||||||||||||||
|
Overvejelser før du begynder at avle
|
|
Overvejelser før du begynder at avle Der var engang en, som sagde, at definitionen på en udstillingsegnet hvalp er: en tredjedel stamtavle, en tredjedel hvad du kan se, og en tredjedel hvad du håber, den vil blive. At avle hunde på en ansvarlig måde er ikke let, der er utroligt mange overvejelser og hensyn, som skal afklares, før den egentlige parring kan foregå. Først bør man gøre sig klart hvorfor man vil avle. Det er bestemt ikke anbefaldsværdigt, at avle fordi børnene synes det kunne være noget så nuttet med nogle hvalpe eller fordi man håber man kan tjene penge til en rejse til Australien eller lignende. Som avler præger du racen på både godt og ondt, så man bør kun avle hvis man er seriøs omkring det at avle og virkelig gider sætter den nødvendige tid og penge af til det; hvis man vil gøre det ordentligt, så er et hvalpekuld et virkelig stort arbejde og koster mange penge. Når man planlægger et kuld hvalpe bør man også tænke på hvad man ønsker at lave for et kuld. Har man et ønske om hvalpe, som primært skal bruges til at arbejde med, bør man vælge avlshunde, som har bevidst, at de kan bruges til noget. Ønsker du derimod at lave et kuld af gode familiehunde, bør du vælge hunde som ikke er udprægede arbejdshunde og som er i besiddelse af et moderat aktivitetsnivaue. Standarden og ikke mindst avlsdyrene genetiske sundhed bør dog altid være i tænkerne, uanset hvad man vil avle mod.
Har du en hund, som du ønsker at benytte til avl, må du først gøre op med dig selv, om den virkelig er egnet til at være avlshund. At man selv synes, man har jordens dejligste hund, gør den desværre ikke nødvendigvis til den bedste avlshund. Man bliver nødt til at tage de kritiske briller på og se en ekstra gang på sin hund og kun avle, hvis man vitterlig mener, at den kan tilføje noget positivt til racen som helhed. Hvis ikke så lad være, alt for mange har avlet på hunde som aldrig burde have indgået i avlen. Desværre er hyppigheden af arvelige sygdomme som især epilepsi, HD men også autoimmune sygdomme stadig stigende hos Aussien og hvis ikke alle opdrætter snart hånd om disse problemer, ser fremtiden ikke lovende ud for vores dejlige race. Disse problemer forsvinder ikke fordi nogen `lader som´ de ikke eksistere. Har du en hund som lider af en arvelig sygdomme eller har du opdrættet en sådan hund, så stå frem med det og værd ærlig - det er ikke en skam at opdrætte en hund som lider af en arvelig sygdom, det er derimod en skam at forsøge at skjule det og ikke fjerne den/de hunde som har produceret problemet fra avlen! Det første du bør gøre er at tjekke om din hund er sund og rask. Både han og tæve bør derfor være mindst HD og AD fotograferet, undersøgt for hypothyroidisme og øjenlyst. Med de nyværende gentest bør test for MDR1 defekt, katarakt (HSF4) og CEA også kraftigt være med i overvejelserne inden avl. Hofterne på begge hunde bør være B (overgangsform) eller A (HD-fri) og helst ikke en kombination af to B hunde. Øjnene skal være uden anmærkninger og bemærk her at mange ikke anser små iris colobomer eller disticiasis som et problem, forlang derfor at se attesten. Det er en rigtig god ide også at skaffe sig denne viden omkring hundens forældre og bedsteforældre. Og det bør være en selvfølge at man ikke bruger sin hund til avl hvis den, dens forældre, søskende samt anden nær familie lider af en arvelig sygdom eller har produceret en alvorlig arvelig sygdom! Tag kontakt til opdrætterne/ejerne af din hunds forældre, bedsteforældre, slægtninge hertil mv. og hør dem hvordan disse hunde har produceret mht. temperament, sundhed, arbejdsevner mv., en ansvarsbevidst opdrætter vil give dig disse oplysninger og ikke skjule fejl ved at sige "igen problemer, de har produceret fint". Før du begynder at avle på din hund vil jeg også anbefale dig at du sætter dig grundigt ind i sundheden hos Aussies og lære lidt om basal genetik. Sæt dig og studere både din egen hund samt potentielle hanhundes stamtavler og lav en såkaldt genetik stamtavle på dem. Det betyder at du i stedet for at se på titler mv. ser på genetiks ballast. Under hver enkelt hund i stamtavlen skriver du hvad og hvordan den pågældende hund har produceret og når du er færdig opsummere du det og beregner hundens risikoprocent. Har din hund en risikoprocent på 50 og der over for de mere seriøse sygdomme som epilepsi, autoimmunesygdomme, hjertefejl, katarakt mv. bør du kraftigt overveje om den pågældende hund skal indgå i noget avlsprogram. Er du forholdsvis ny på området kan det måske virke uoverskueligt og du vil også have vanskeligt ved at få adgang til dens slags data. Det kan stærk anbefales at du finder en mentor, en god og seriøs opdrætter, der er villig til at hjælpe dig og som du stoler på er ærlig omkring det. Det kan også anbefales at besøge disse hjemmeside: Australian Shepherd Health & Genetics Institute (ASHGI) og AussieGENES. Her vil du kunne finde en masse oplysninger der kan hjælpe dig og der er også mulighed for rådgivning og genetisk bistand. Det anbefales ligeledes at man for sin hund evalueret af C.A. Sharp, den genetiske konsulent inden for Australian Shepherds; hun kan kontaktes gennem ASHGI. Ventetiden kan dog forløbe til optil et år, så man bør reservere tid til analyse i god tid. En anden vigtig ting man bør overveje grundigt er hundens temperament. Det er kendt at aggression løber i familier, så hvis din tæve/han udviser problemer med aggression over for andre hunde, er det ikke anbefaldsværdigt at benytte den til avl. Hunde som viser tendenser til frygt og angst, er heller ikke noget man bør avle på. Udviser din hund en karakter som du selv synes er problematisk, siger det næsten sig selv at det nok ikke er særlig klogt at avle på den. Men husk at vi er individualister, hvad nogle anser som et rigtig godt avlsemne, er ikke nødvendigvis en generalisering af alle holdning. Se også grundigt på din hunds udstillingsmeritter, der er så mange gode hunde, at man ikke behøver at bruge hunde, som kun har opnået 2. eller 3. præmier på udstillinger. På den anden side behøver den selvfølgelig heller ikke være champion. Champion er kun en udstillingstitel, det siger intet om hundens avlsværdi. Af den grund er det heller ikke anbefalelsesværdigt kun at gå efter de hanner, som er champions og vinder alt på udstillingerne, det er langt vigtigere at se på hans afkom. Forlang at se alt hans afkom og ikke kun de få som klarer sig godt på udstillingerne; en avlshan kan ikke bedømmes ud fra en enkelt hvalp fra et kuld, man skal se på hele kuldets standard for at kunne danne sig et indtryk af den pågældende hans avlsværdi. Se også grundigt på hans stamtavle, han bør ikke være for beslægtet med tæven (ikke tættere end fætter/kusine), ligesom han ikke bør have for mange anlægsbærer i sine aner. Du bør også være opmærksom på hvide markeringer, en stor hvid krave er meget smuk at se på, men der er en risiko for at dette kan give overtegninger på hans hvalpe, særligt hvis tæven også har meget hvidt. Når man skal udvælge en hanhund til sin tæve, bør man vælge han og tæve så de komplimentere hinanden så meget så muligt. Vælge man en hanhund som typemæssigt ligger alt for langt fra tæven, er der igen garanti for hvordan afkommet vil falde ud. Hvis man f.eks. krydser en tæve med ekstrem lang ryg, med en meget kort han, for man ikke et kuld hvalpe af god ryglænge. Ryggen på hvalpene vil da have længder fra meget lang, over passende til meget kort. Bedst resultat får man da ved, at krydse sin tæven med en han af særdeles god ryglængde.
Tævehvalpe har allerede ved fødslen udviklet alle æg, der kan bruges i en livstid og mere til. Omkring 6 - 14 måneders alderen (ca. omkring 1 år hos de fleste Aussier) begynder et særligt center i hjernen, kaldet hypofusen, at udskille kønshormoner. Særligt to hormoner, FSH (follikel stimulerende hormon) og LH (luteiniserende hormon), er ansvarlig for initiering af løbertiderne. FSH stimulere sekretion af det hunlige kønshormon østrogen. Østrogen dannes i æggestokken og efter befrugtning i moderkagen og er ansvarlig for vækst af æggelederen og follikler, ligesom det stimulere vækst af de ydre hunlige karakterer og de adfærdsmæssige karakter som kendetegner tæven. LH sekretion er ansvarlig for follikelmodenhed, ægløsning, vækst af det gule legeme (se herunder) og stimulering af progesteron sekretion. Progesteron dannes i henholdsvis det gule legeme og moderkagen. Sekretionen er vigtig for livmoderens forberedelse på æggets modtagelse, for opretholdelse af livmoder væggen samt hindring af ægløsning. Ca. to dage før ægløsning, kan man måle en markant stigning i LH koncentrationen. Folliklen vokser og ved ægløsning revner den og frigiver ægget til æggelederen. Den bristede follikel danner herefter det gule legeme. Denne kirtel vil i løbet af den første periode af drægtigheden producere progesteron, ligesom det vil udskille inhibin, der sænker produktionen af FSH og LH. Man vil derfor kunne registrerer en øget mængde progesteron i blodet, samtidig med at østrogen niveauet falder markant. Man inddeler normalt tævens reproduktions cyklus i 4 perioder Proøstrus (forbrunst): varighed 3-18 dage. Tæven begynder at bløde og hæve op. Hun vil slikke sig en del bag i og vil begynde at spille op til hannerne. Forsøg på bestigning vil dog oftest afvises kraftigt. Østrogen indholdet i blodet stiger og folliklerne vil i denne periode begynde at vokse. Østrus (brunst): varighed 3-14 dage, normalt en uges tid. Tæven vil være mindre hævet, ligesom udflåddet vil ændre farve og ikke være nær så kraftig. Tæven vil i denne periode står for hannen, dvs. være klar til parring. Progesteron vil stiger til over 2 ng/ml. omkring ægløsning. Ca. 48 timer herefter vil æggene være modne til befrugtning. Diøstrus (efterløb): varighed ca. 2 mdr. Starter fra tidspunktet for ægløsning til tidspunktet hvor progesteron falder til mindre end 1 ng/ml. hvilket svare til ca. længden af drægtigheden. Det høje progesteron indhold i blodet er nødvendigt for indtrædelse af tævens moderinstinkt. I naturen synkronisere flokkens tæver deres løbetider. Flokkens øvrige tæver vil deraf både adfærdsmæssigt og fysisk være klar til at optræde som babysittere for alfa tævens hvalpe; mælkeproduktion og diegivning er ikke ualmindelig. Dette er altså også årsagen til fænomenet falsk drægtighed. Anøstrus (hvileperoide): Varighed 2-10 mdr., normalt 4 måneder. Denne periode starter når progesteron niveauet er faldet til under 1 ng/Ml og slutter når tæven bløder igen.
Selve parringen går oftest bedst i hanhundens hjem, der føler han sig tryg og skal ikke først sætte sig i respekt overfor tæven. Har man en lidt mere nervøs tæve kan det dog være anbefaldsværdigt at parringen foregår et sted hun er tryg. Desværre er det ikke altid nok bare at lukke dem sammen og regne med, at de selv klare ærterne. Er det første gang han skal prøve at parre, eller er tæven meget dominerende overfor ham, kan det være, at man bliver nødt til at hjælpe til ved at holde tæven. Det kan være en god ide ved sådanne tvangsparringer at give tæven en mundkurve på, så hun ikke kommer til at snappe dem som holder hende. Personligt er jeg stærk modstander af sådanne tvangsparringer, idet der faktisk er tale om en voldtægt af hunden. Jeg vil derfor kraftigt fraråde at man gør dette af etiske og moralske grunde, ofte er der en grund til at tæve ikke vil acceptere en bestemt hanhund og har man en tæve som totalt nægter at lade sig parre på naturligvis, så bør hun alligevel ikke bruges til avl: hunde skal kunne reproducere sig selv på naturligvis, det bør være en af mindste kravene ved avl! Er det første gang tæven skal parres kan hun dog være lidt nervøs ved hvad der sker og her kan det være anbefaldsværdigt at give hende en en opmuntrende støtte ved let at holde hende. Efter bestigningen hænger hundene sammen i op til en halv time. Nogle tæver kan finde på at pive i starten, hun kan dog på ingen måde blive skadet. Hanhunden derimod kan blive seriøst skadet og helt miste lysten til at parre igen, hvis tæven mister tålmodigheden og prøver på at flytte sig væk. Man bør derfor holde tæven rolig i hele perioden. Parring hver anden dag, så længe tæven er modtagelig, er det optimalt. Hyppigere er ikke nødvendigt idet sæden kan holde sig levedygtig i tævens kønsveje i over 48 timer. Færre parringer kan selvfølgelig også gå an, faktisk kan en enkelt parring sikre drægtighed hvis tidspunktet er rigtigt. Skal man køre langt for parringen er det anbefaldsværdigt, at man får dyrlægen til at tage progesteronprøver. Blodets indhold af progesteron vil fortælle præcis hvornår tæven har ægløsning og dermed også den optimale parringsdag. Skal tæven insemineres med køle- eller frostsæd er timing alting og sådanne prøver er et must.
Efter en vellykket parring er det bare at tælle dage, 63 dages drægtighed er normalt for en mellemstørrelse hund, selv om førstegangs fødede oftest kun går ca. 60 dage; mine tæve har altid født efter 59 eller 60 dage. De første 2-3 uger bør man ikke udsætter sin tæve for stress og andre overbelastninger, fostrene har endnu ikke sat sig fast i livmodervæggen og er derfor særlig udsatte for at blive udstødt. Ellers er en god ide, at fortsætte med at motionere sin tæven som normalt, også lige op til fødslen, dog kun i det omfang hun selv vil og man bør aldrig overanstrenge hende. Derimod bør man være lidt forsigtig med at tage hun ud blandt mange hunde og/eller på steder med stor trafik af andre hunde. Pga. af drægtigheden er hendes immunforsvar noget lavere end normalt, så selv `banale´ vira som f.eks. kennelhoste kan betyde utrolig meget for hvalpenes overlevelse. 28 dage efter den første parring er det en god ide, at få dyrlægen til at tjekke om hun er drægtig, enten via blodprøve eller scanning, en dygtig dyrlæge kan også mærke efter på bugen. Er hun drægtig, bør man skifte til et rigtig godt hvalpefoder beregnet til medium str. hunde og langsomt øge hendes portioner til ca. det dobbelte omkring fødslen. Da hendes immunforsvar er svagere kan det også være en god idé at give hende noget som kan styrke det, som f.eks. lidt hvidløg og urter (NB! drægtige tæver må ikke gives hindbær). Omkring de 4 uger vil tæven også så småt begynde at tillægge sig yver. Omkring den sjette uge vil man også kunne begynde, at se en forøgning af bugens omfang, samt hvis man er meget tålmodig, mærke meget fine bevægelser af fostrene. Den sidste uge - 14 dage vil dette være ret tydeligt. Omkring dette tidspunkt vil man også kunne observere, at tæven vil `lave reder´ rundt omkring i huset. Ca. 14 dage før den planlagte fødsel, bør man give tæven en ormekur mod rundorm. De hvilecyster de voksne orm producere under en infektion med orm, klækkes når tæven er drægtig; det er derfor kendt at moderen kan smitte sine hvalpe med rundorm under diegivning; særlig førstegangs fødende kan have problemer med orm. Et par uger før fødslen er også tidspunktet til at vænne tæven til fødekassen og det rum hun skal føde i. Den sidste tid inden fødslen bør man ikke lade tæven være alene ret længe ad gangen. Det er også en god ide at forberede sin faste dyrlæge på at man venter et kuld hvalpe på den planlagte dato. Vær altid sikker på, at du har en dyrlæge på standby når tæve skal føde, husk der er liv på spil, ikke kun hvalpenes men også tævens!
Efter befrugtningen vandre det befrugtede æg fra æggelederen og ud i en af de to livmoder horn. Implantation af ægget i livmodervæggens slimhinde finder dog først sted ca. 17 dage efter befrugtningen. Alle æg vil uanset befrugtningstidspunktet have samme cellestadie når de implanteres i livmodervæggen, så evt. størrelsesforskel mv. ved fødslen er ikke, som man ellers nogen gange kan hører, forårsaget af forskel i alder på hvalpene. Den tidligste drægtighedskontrol kan pga. den sene implantering derfor først finde sted omkring 20. dagen. Når fostret først har implanteret sig initieres dannelsen af moderkagen. Fostret og moderens blodbaner er kun adskilt af tynde membraner, hvilket tillader passage af næringsstoffer fra moderen til fostret og affaldsstoffer den anden vej. Selve udvikling af fostret starter så snart æg og sædceller har fusioneret. De påbegynder en hastig deling og i løbet af bare den første uge, er forløberen for fostret akse og de tre kimlag et foster består af, dannet. Nervesystemet og hjernen begynder så småt, at blive dannet i slutningen af den anden til midten af den tredje uge. Optrends samtidig dannes fostret første muskler, indreorganer og sanseorganerne. Benene begynder at tage form i slutningen af den tredje uge. I den fjerde drægtighedsuge dannes blandt andet øjenlåget, hårsække over hele kroppen og kløerne. I slutningen af denne uge, vil tæerne separer sig fra fodpladen, hjertet dannes og det vil være muligt at observere hjertelyd. I den femte uge vil hoved og krop differentiere sig fra hinanden, og øjenlåg samt gane vil vokse sammen. Kønsorganerne vil ligeledes indleder deres vandring mod deres slut position. Ved den sjette drægtighedsuge vil kønsorganerne have nået deres plads og sansehårene dannes. I den syvende uge begynder skeletet at minerealiseres og fine hår vil dukke op på kroppen. Den 8. drægtighedsuge vil være præget af dannelse af hår over hele kroppen, pigmentering af huden og dannelse af trædepuder. I midten til slutningen af den niende uge, vil fostret/hvalpen være klar til at blive født.
Det
er på baggrund af tævens temperatur muligt, at præcisere tidspunktet
for fødslen med ca. en halv dag. En hunds normal temperatur ligger på
ca. 38o C, morgen temperaturen er dog lidt lavere. Når
temperaturen falder til under/lige omkring ca. 37 o C, kan
man forvente at fødslen går i gang inden for 24 timer. Dette skyldes
et markant fald i blodets progesteron indholdet. Andre tegn på en nært
fremstående fødsel, er øget lyst til at sove og komme ud for at gøre
sig ren, nervøsitet og pusten samt nedsat appetit. Selve fødslen er opdelt i opbloknings- og uddrivningsveer. Oftest ligger man ikke mærke til opblokningsveerne, andet end at tæven måske er lidt urolig end normalt. Tæven `ved´ fra naturens side, at fødslen skal ske på tom maven, så under opblokning vil hun have brug for, at komme ud ofte. Opkastning kan også forekomme. Når veerne går i gang og hun har valgt et sted at føde, er bedst at lade hende føde her, man kan senere, når alle hvalpe er født, flytte hende og hvalpene over i hvalpekassen. Det er heller ingen grund til at have en masse fødselshjælpere og andre nysgerrige tilskuere stående standby. Langt de fleste tæver klarer fødslen uden problemer, og for mange mennesker omkring hende vil bare gøre hende utryg og stresset. Husk på at en tæve i naturen vil føde helt alene, fødslen bør deraf gå så stille og roligt så muligt, dvs. kun en, måske to personer hun er helt tryg ved. Uddrivningsveerne vil oftest ses som synlige kontraktioner af bugmuskulaturen, samt et ofte fjernt udtryk i tævens ansigt og tilbageholdt vejrtrækning. Den første væskeblære (Allantois) vil komme til syne, som det første i tævens skedeåbning. Den er med til at udvide fødselskanalen og smøre skeden. Når den springer (vandet går), bør der ikke gå mere end et par timer, før den første hvalp er født. Den anden vand sæk (ammionhulen) hvori hvalpen ligger, vil dernæst komme til syne i skedeåbningen. Det er dog ikke unormalt at hvalpe fødes uden "sejerskjorte". Uddrivningen af hvalpen vil da ses ved, at tæven strækker sig og spænder ryggen, samtidig med at halen løftes (hvis hun har en). Hun kan godt pive eller skrige af smerte når hvalpen presses det sidste stykke ud. Hvis ikke tæven selv straks går i gang med at slikke fosterhinderne af og bide navlestrengen over, bør man selv skynde sig at rive hul på de hinder som omgiver hvalpen og forsigtigt rive navlestrengen over ca. 3 cm fra hvalpens bug. Tag derefter straks hvalpen, læg den på viskestykke og placer den i dine hænder med bugen opad. Sving den så i en blid, men bestemt bue mod jorden, derved fjerner man vha. centrifugalkraften evt. slim i luftveje. Husk at støtte hvalpens hoved og hold godt fast på den imens. Få evt. din dyrlæge til at demonstrere teknikken for dig. Vej til sidst hvalpen og noter det ned, sammen med køn, farve, aftegn og halelængde. En Aussie hvalp vejer gerne omkring 300 g. men kan veje ned til knap 200 g. i store kuld. Mærk dem evt. med små bomuldssnore el.lign. Læg derefter hvalpen ned til tæven igen, så hun kan begynder at slikke den ren. Hun kan forekommer ret hårdhændet, men er nødvendigt for at stimulere vejrtrækningen og hvalpen tager ingen skade. Efter fødslen af hver hvalp vil efterbyrden udstødes. Det er normalt at tæven æder den, men prøv at holde tal hvor mange der kommer og om de er hele; tilbageværende efterbyrd kan give ophav til infektioner.
Normalt går der fra få min. til en halv time mellem hvalpene, men der kan gå op til et par timer mellem de sidste hvalpe, uden at man behøver at blive bekymret. Men længere tid er oftest tegn på problemer. Jeg vil ikke her begynde at komme med gode råd til hvad man skal gøre, hvis fødslen afviger fra normalen. Det eneste råd jeg vil give er: er der problemer, er du nervøs - så tøv ikke, ring straks til dyrlægen! De advarselstegn man bør være opmærksom på under fødslen og hvor man bør ringe til dyrlægen, er:
Efter en vellykket fødsel bør tæven luftes og skylles forsigtigt ren bagi. Skift underlaget i fødekassen (hvis hun har født der) og giv så tæven lidt fred og ro til at lære sine hvalpe at kende. Er der en af hvalpene som ikke rigtig vil die, må man `tvinge´ den ved, at presse lidt mælk ud og åbne dens mund omkring dievorten. Det kan være nødvendigt at gøre flere gange, før den fatter meningen. De første to dage producere tæven ikke mælk, men tyktflydende råmælk (colostrum) som er rig på antistoffer; det er utrolig vigtig at hvalpene får så meget så muligt af dette inden for de næste 48 timer. Herefter vil hvalpens tarmsystem nedbryde dem, før de kan optages. Skulle man være så uheldig at tæven dør under fødslen, bør man straks se om man kan mælke lidt af det ud og give det til hvalpene i en sutteflaske. Råmælk kan også skaffes ved at kontakte dyrlægen. Herefter er det en rigtig god idé at prøve at finde en amme, enten via følgende hjemmesider: http://showdogs.dk/amme_service.htm og http://www.ammestuen.dk/ eller sin dyrlæge. Efter et par dage erstattes colostrumen af mælk. Det er hvalpene selv, som ved deres stempling, stimulere mælken til at flyde, det betyder samtidig at det er antallet af hvalpe, der bestemmer hvor meget mælk en tæve vil producere. Tæven vil bruge meget tid sammen med sine hvalpe og slikker hyppigt bugen på dem; de små pus kan ikke selv komme af med urin eller afføring før omkring slutning af den anden uge, så denne slikning er nødvendig for at holde deres fordøjelse i gang. Oftest viser tæven modvilje mod at forlade hvalpene og det kan være nødvendigt at fodre og vande hende i fødekassen. Tilbyd hende rigelig mængder af frisk vand og giv hende blot så meget mad som hun vil spise; hun vil ikke blive for tyk!
Det er helt normalt at tæven har løsere mave end normalt; det kommer af at æde efterbyrden og slikke hvalpene. Det også helt normalt at der vil komme et blodigt udflåd fra skeden de næste par uger. Selv om hun vil vaske sig meget, er det en god ide at hjælpe hende ved, at vaske hende ren bagi et par gange om dagen. Tag også temperaturen på hende nogle dage efter fødslen; den skulle gerne falde til normalen inden for nogle dage. Skulle den stige er det tegn på begyndende infektion og hun skal straks til dyrlægen. Hvalperummet er, af hensyn til tæven og hvalpenes velbefindende, helligt de første uger; man bør ikke invitere folk på besøg, før hvalpene er godt 3 uger gamle. Dog kan det være en god ide at få en dyrlæge ud dagen efter fødslen, for at tjekke, om alt er vel hos både tæve og hvalpene. Hold temperaturen i hvalperummet konstant på omkring 25-26 grader celsius; hvalpene er ikke i stand til at kontrollere deres egen kropstemperatur, før de er et par uger gamle og den hyppigste årsag til hvalpedødelighed er faktisk for lav temperatur, blandt andet trives vira som herbes bedst ved lidt lavere temperaturer. Derefter kan man gradvis sænke temperaturen til normal stuetemperatur. Kontrolveje hvalpene hver dag de første uger. De skulle gerne tage mindst 20-50 g. på om dagen, dog er det normalt, at de taber sig lidt den første dag. Dette vægttab må max. udgøre 10 % af fødselsvægten og hvalpen skal have indhentet sin fødselsvægt på dens anden levedag. Når de er en uge gamle bør de have nærmet sig en vægtforøgelse på ca. 100%. Er der en hvalp i kuldet som ikke tager på hvad den skal, bør man lade den die uforstyrret på lyskedievorterne nogle gange om dagen, evt. kan man lade de stærke hvalpe trampe mælken i gang, tage dem fra og lægge de mindste til. Går det helt galt må man tage den fra og håndopmade den. Den første uge er altid den mest kritiske. Har alle hvalpe overlevet og taget fint på denne uge, kan man begynde at slappe af. De første par uger udgør hvalpene ikke det store arbejde og tæven sørger selv for at holde dem og kassen ren. Dog bør man som nævnt kontrolveje dem dagligt, skifte underlaget når det er snavset og klippe deres negle en gang om ugen. Afføringen hos hvalpene er gul så længe de kun får mælk. Konsistensen minder lidt om pasta og er gerne lige til at tage op med et stykke WC papir (hvis tæven ikke har fået gjort det), løsere afføringen og et konstant snavset underlag kan tyde på problemer, så det er vigtig man holder et vågent øje med de små kræ og kan stride hurtigt ind. Mine hvalpe ligger på et pedbed, som sikre at de altid ligger tørt, også selv om de skulle lække lidt. Det bør man da vaske dagligt.
Hvalpenes nervesystem er ikke fuldt udviklet, så de er ikke i stand til hurtige bevægelser og de kan hverken høre eller se. Det gør også at de ikke er i stand til, at flytte sig hvis tæven er ved at lægge sig på dem. For at hindre dette sover jeg, ved siden af fødekassen de første 3 uger. En anden god ide er, at lægge en tyk madras nederst, så bliver hvalpen da ikke klemt ihjel, hvis tæven for lagt sig på den. Omkring dag 14 vil hvalpene begynde at åbne deres øjne, om end de stadig ikke kan se ordentligt endnu. Ca. 3 uger gamle åbnes den ydre ørekanal og hvalpene kan begynde at høre. Omkring denne alder, vil de også begynde at vælte ud af kassen og lege med hinanden. Fra denne tid vil de være over alt, hvis man ikke spærre et område af til dem. Dæk hele hvalpenes opholdsområde med aviser (sort/hvide) og fjern/rens op så snart du opdager at de har `lækket´, på den måde hjælper du med at gøre hvalpene hurtigere renlige og hindre tendenser til at æde afføring. Det er nu tid til hvalpenes første ormekur. Du kan nu også begynde at give dem noget let fordøjeligt mad, som de kan slikke i sig (omløst hvalpetørfoder). I starten er det sandsynligvis nødvendigt at hjælpe hvalpene med at spise, ved forsigtigt at tage en opblødt foderpille og lægge den i munden. Giv i starten kun et par opblødte piller pr. måltid, således at de langsomt vænner sig til det. Selv opløser jeg hvalpefoderet i modermælkserstatning og starte med to måltider når de er 3 uger gamle. Derefter øge jeg gradvis mængden af foderet og antallet af måltider til 5 måltider når de er 6 uger gamle. I denne alder begynder jeg også langsomt at gøre måltidet mere tørt, således at de er helt vant til tørfoder det når de er 8 uger gammel. Når hvalpene er 4 uger gamle, kan man begynde at forberede afvænningen (hvis tæven da ikke selv gør det). En brugt metode er, at lade tæven være væk fra dem i 3-4 timer dagligt. Dernæst tage hende væk hele natten i uge 5 og fra slutning af uge 6 øge dette tidsrum med nogle ekstra timer, før man tillader at hvalpene dier. Øg dette tidsinterval nogle timer ekstra hver dag, således at tæven i midten af den 7. uge, kun dier dem en gang i døgnet. Tag så tæven væk fra dem i en dag, lad hvalpene die en gang næste dag og tag hende væk et par dage. Herefter skulle mælkeproduktionen være indstillet og tæven kan komme tilbage til hvalpene. Jeg synes personligt det er synd at tage tæven væk, og anbefaler derfor at man bruger `anti-die-kjole´ til hende, således at hun kan være sammen med hvalpene, uden at de dier. Mange tæver klare dog selv ganske automatisk for at fravænne hvalpe helt på egen hånd. Husk gradvist at sætte hende ned i foder. Ca. en måned efter fravænningen er det helt normalt at tæven smider al sin pels, så regn ikke med at hun er udstillingsklar for godt 6 mdr. efter hvalpene er født. Fra hvalpene er 3 uger gamle er det vigtigt, at de vænnes til så meget som muligt omkring det, at være hund i en familie. Jo mere man vænner hvalpene til, mens de er unge, jo lettere blive livet for dem og deres nye ejer. Lad endelig også så mange så muligt komme og se hvalpene, og inviter gerne nogle venlig sindet hunde (som du er helt sikker på ikke slæber rundt på hverken orm eller sygdomme) over for at sige ´dav´ til hvalpene. Det er bevidst at jo mere hvalpene tilbydes af aktiviteter/udfordringer, jo mere nysgerrige og livlige vil de blive senere i livet. Når hvalpene er godt 7 - 8 uger gammel er det tid til at få dem mentaltestet (hvis man ønsker dette), de skal en tur forbi dyrlægen for et heldbredtjek, vaccination samt en øjenlysning og de skal have den sidste ormekur, inden de rejser ud til deres nye hjem. Giv de nye hvalpekøbere en pose med det vante foder, pasningsvejledning, alle hvalpens papirer, købsaftale, hvalpekursus mv.
Held og lykke med dit hvalpekuld.
Ovenstående er baseret på egne erfaring, "the Royal Canin Dog Encyclopedia", hjemmesiden "Pet Bits For You, hjemmesiden "All About Dogs", samt "Hvalpe på vej" af Birgitte Schjøth |
.jpg)
