|
|
|
|
|
|
|
|
|
|||||||
|
|
|
Herunder vises en liste over nogle af de arvelige sygdomme og defekter som er konstateres hos Aussien. Der er vigtig at huske på at hver eneste organisme gennemsnitligt bære rundt på 5 letale (potentielle skadelige eller dødelige) gener. Så høre du udsagnet "Der er ingen sygdomme i min hunds liner" eller "Mine hunde er af genetisk rene line" så kan du være sikker på at ejeren/opdrætteren ikke er særlig ansvarlig omkring deres avl. Der findes ingen genetisk rene linje. Hver linje har deres specielle problemer man skal være opmærksom på og det gælder for alle race. Det er opdrætterens ansvar via fornuftigt avl at minimere risikoen for at arvelige sygdomme opstår - og husk på at få langt de fleste sygdomme/defekters vedkommende, skal der to til at producere det, så udsagn om "at det må stamme fra hanhunden, for det ligger ikke i mine linjer" vidner om stor uvidenhed hos opdrætteren, eller hvad være er en opdrætter som nok ved, men ikke vil se sandheden i øjnene!
Den forreste del af øjet, dvs. den del som vender ud mod omgivelserne, er dækket af en farveløs, gennemsigtig hinde kaldet cornea (hornhinden). Under cornea ligger den farvede iris (regnbuehinden) gennembrudt af pupillen, det sorte hul i øjet, hvor lyset trænger igennem. Bag iris ligger linsen ophængt i et linse-ligament, der muliggør bevægelse af linsen ved fokusering. Den bagerste del af øjet består af 3 lag, yderst sclera (senehinden), der er ansvarlig for opretholdelse af øjets runde form, derefter den pigmenterede choriodea (årehinden), bestående af talrige små blodårer og inderst et reflekterende lag tapetum lucidum, der reflekterer det indkommende lys så effektiviteten af retina (nethinden) øges. Årsagen til genskin i øjnene ved blitz og billygter skyldes refleksion fra tapetum lucidum. Inderst mod øjets indre findes den gennemsigtige og lysfølsomme hinde retina, bestående af pigmentceller, synsceller og nerveceller. Synscellerne udgøres af 2 typer, stave og tappe. De absorberer indkommende lys og de underliggende nerveceller omdanner så dette til billeder i hjernen. Stavene absorbere alt lys i det synlige spektrum og kan derfor ikke skelne mellem farver. Tappene udgøres derimod af flere typer som absorberer hver sin farve. De kræver til gengæld stor lysintensitet og fungerer derfor ikke i mørke. Nedenfor gives en kort intro de øjensygdomme som kan ramme en Aussie. Se også følgende link:
Can You See?: Inherited Eye Disease in Aussies
CEA
(Collie Eye Anomaly) er en samling af flere sygdomme, som påvirker retina
(nethinden) og den optiske nerve. Det er en bilateral
sygdom, hvilket vil sige, at hunden er påvirket på begge øjne samtidig.
CEA opdeles i 4 grader, hvor 1. grad giver mindre synsforstyrrelser
og 4. grad gør hunden blind. Det er dog vigtigt at huske på, at selvom
hunden `kun´ har 1. grad, kan den udmærket lave hvalpe, som lider af 4.
grad.
1.
grad: Vessle torturous, små områder med choroidal hypoplasia 2.
grad: Choroidal hypoplisa og coloboma 3.
grad: Retinal detachment 4.
grad: Intra-okular blødning
I Danmark har vi ikke denne opdeling. Her deler man normalt kun CEA op i to kategorier, Chorio-retinal dysplas (CRD) og Colobom, som godt og vel svarende til Choroida Hypoplasia og Coloboma. Vessle Tortuosity og Retinal Detachment er så hjemmehøre under disse sygdomme.
CEA nedarves autosomalt recessivt og ses hyppigere i showhundelinjerne end
i arbejdshundelinjerne.
Vessle Tortuosity Vessle
Tortuosity opstår når de fine kar beliggende i chorioidea
(årehinden) fejludvikles/placeres.
Choroidal Hypoplasia Denne
sygdom er en utilstrækkelig udvikling af chorioidea.
Det betyder, at der oftest er færre blodårer i chorioidea, eller at
pigmentationen forsvinder som følge af manglende eller unormale celler i tapetum
lucidum. Choroida Hypoplasia vil som regel ikke påføre hunden større
synsmæssige defekter. Det er muligt at konstatere choroidal hypoplasia på
6 uger gamle hvalpe, og det vil ikke ændre sig nævneværdigt fra den
dag. Nogle hunde er dog i stand til at udfylde manglende pigment på et
meget tidligt stadie. Det kaldes `go-normal´, hunden ser som voksen
ganske normal ud, men kan meget vel producere hvalpe med CEA i 4. grad.
Det er derfor utroligt vigtigt, at alle hvalpe øjenlyses inden deres 10.
leveuge.
Colomoba Coloboma
er en defekt i sklera (senehinden), der opstår
allerede under udvikling af embryoet. Det chorioideale væv omkring den
optiske nerve bliver underudviklet, og der kan forekomme et regulært hul
ved synsnerven. Den underliggende nethinde og blodkar kan deraf presses ud
i glaslegemet, og danne en `brok`. Små colomobaer giver normalt ikke
hunden de større synsforstyrrelser, mens større kan medføre at hunden får
sorte pletter i synsfeltet og i værste fald blødning og Retinal
Detachment. Også her er det vigtigt at få øjenlyst hvalpene på et
meget tidsligt tidspunkt, idet små colobomaer kan lukke sig igen.
Retinal Detachmentretina løsner sig fra det underlæggende væv. Alt afhængig af graden medfører det reduktion af synet, og ved komplet løsning bliver hunden blind, som regel som følge af intra-okulære blødninger, dvs. blødninger i øjet.
Corneal Dystrophy er en bilateral arvelig sygdomme, dvs. at den påvirker begge øjne samtidig. Symptomerne på CD starter gerne som små grå-hvide axiale (i centrum) ringe eller pletter i cornea (hornhinden). Det i sig selv forårsager ikke smerte for hunden, men kan føre til smertefulde svulster i cornea. De første symptomer indtræffer gerne hos store hvalpe og unghunde og kan være enten progressiv eller forholdsvis stabil. Cornial dystrophy fines i, alt afhængig af race, i tre varianter: epithelial corneal dystrophy (problemer i øverste lag af cornea), lipid corneal dystrophy (udskillelse af fedt i det mellemliggende lag af cornea) og endothelial corneal dystrophy (degeneration af det inderste lag af cornea).
Arvegangen for Aussierne er ikke kendt, men som alle andre sygdomme bør
kendte bære ikke benyttes til avl.
Disticiasis er lidelse som opstår pga. overtallige eller fejlplacerede øjenhår på kanten af øjenlåget. Disse hår vokser ind mod selve øjet og giver anledning til symptomer som tåreflåd, gniden øjne, røde øjne og/eller sår. Lidelsen er til at behandle og foregår ved fjernelse af hårene; undertiden kan det dog tage lang tid. Hunde med få fejlplaceret eller bløde øjenhår vil i USA blive tildelt et CERF nummer, ligesom mange andre lande frikender sådanne hunde. Selv om det ikke kendt er hvordan disticiasis nedarves, bør sådanne hunde ikke indgå i avlen. Vær derfor opmærksom på at se øjenattesten og stil dig ikke tilfreds med kun lade sig nøje med, at få at vide den er fri/CERF nummeret.
Iris Colomoba er et regulært hud i hundens iris. Hunden er fuldt ud i stand til at se, men lyset kan trænge igennem hulet ind i øjet. Dette kan ved støre colomobar generer hunden, når den arbejder. Man kan da observere at hunden vil knibe øjnene sammen eller udvise modvilje ved at arbejde. Store colomober kan ses med det blotte øje som sorte prikker i hundens øje, til tider kan det se ud som om hunden har to pupiller. Du kan se billeder af Aussier med iris coloboma på denne hjemmeside FIELD GUIDE TO AUSSIE EYE DEFECTS I USA vil hunde med små colobomer blive tildelt et CERF nummer, idet det ikke formodes at påvirke hundes syn. Selv det ikke er kendt hvorledes iris colomoba nedarves og om der er en forbindelse mellem store og små colobomer, bør sådanne hunde dog ikke indgå i avlen, ligesom man bør være forsigtig med at bruge producenter. Vær derfor opmærksom på at se øjenattesten og ikke kun lade sig nøje med, at få at vide den er fri/CERF nummeret.
Katarakt er en degeneration af linsen og den mest almindelige øjensygdom hos Australian Shepherd. Det starter som regel som små uklarheder, pletter på linsen og spreder gradvis sig til større og større arealer. Hunden vil være komplet blind, når det meste af linsen er påvirket, man kan da med det blotte øje se linsen fremstå som hvidlig eller blålig. Arvelig katarakt hos Aussier vil så godt som altid påvirke begge øjne samtidig. Du kan se billeder af Aussier med katarakt på denne hjemmeside FIELD GUIDE TO AUSSIE EYE DEFECTS Det er svært at sige hvor hurtigt hunden vil være helt blind, hos nogle forværres tilstanden meget langsomt, mens det hos andre sker næsten fra den ene dag til den anden. Normalt vil der være tegn på arvelig katarakt, inden hunden bliver 4 – 5 år. En særlig type katarakt, juvenil katarakt, opdages allerede hos temmelig små hvalpe, og hunden vil oftest være helt blind omkring 4 års alderen. Selv om det er muligt at operere hunden for katarakt, skal man være meget forsigtig når man avler. Katarakt nedarves sandsynligvis polygent, dvs. at karakteren er under indflydelse af flere forskellige gener/loci. Dette gør det noget vanskeligere, at følge sygdommen gennem linjerne, hvilket nogle avlerne desværre tager som påskud for, at forsætte avlen af dyr som er bære. Men både individer med katarakt, som er beslægtet hermed eller som har produceret katarakt bør ikke benyttes til avl. Fra foråret 2008 er det dog muligt at få foretaget en DNA analyse for en af katarakt typerne. I USA vil en hund med små forandringer i øjet få et CERF nummer, selv om betydning af disse er ukendt. Vær derfor opmærksom på at se øjenattesten og ikke kun CERF nummeret og vent med at bruge den pågældende hund til den efterfølgende øjenlysning. Katarakt kan også opstå pga. skade på øjet, som følge af sygdomme, f.eks. sukkersyge og alderdom, men til forskel fra arvelig katarakt opstår denne form så godt som aldrig samtidig i begge øjne.
PPM er kort for Persisterende Pupil Membran og dækker en lidelse som opstår i fosterstadiet. Under udviklingen af øjet danner iris en hinde, hvorfra pupillen dannes. Pupillen dannes først efter at hvalpen er født og ofte vil man hos ganske unge hvalpe kunne observere tilbageværende tråde fra denne hinde. Normalt forsvinder de inden 8 ugers alderen; er de tilstede efter 6 mdr. betragter man det gerne som en arvelig defekt. Den hyppigst fremkommende form af PPM, er tråde af væv som strækker sig fra et punkt på iris til et andet punkt. Undertiden kan disse tråde passere pupillen eller endnu være fæste sig på linsen. I USA vil hunde PPM blive tildelt et CERF nummer, idet det ikke formodes at påvirke hundes syn. Selv det ikke er kendt hvorledes PPM nedarves, bør sådanne hunde dog ikke indgå i avlen, ligesom man bør være forsigtig med at bruge producenter. Vær derfor opmærksom på at se øjenattesten og ikke kun lade sig nøje med, at få at vide den er fri/CERF nummeret.
PRA (Progressive Retinal Atrophy) er en langsom fremskridende degeneration af stave og tappe i retina . Alle hunde der får konstateret PRA vil blive totalt blinde. De første symptomer, man lægger mærke til, er natteblindhed, senere hen vil blindhed i dagtimerne også opstå. Der forekommer 2 typer af PRA. Den ene type er karakteriseret ved at der sker en ufuldstændig udvikling af stave og tappe, hvilket kan forårsage reduktion af synet hos hunde helt ned til 12 ugers alderen. Hunden vil være totalt blind, inden den er 2 år gammel. Den anden type udvikles først, når hunden er mellem 4 og 7 år gammel og skyldes en degenerering af både stave og tappe. I det første stadie degenereres stavene, der er ansvarlig for synet i tusmørke, senere vil tappene også begynde at degenerere, ligesom man kan observere en reduktion i blodårene i choriodea samt en øget refleksion fra tapetum lucidum. Det er individuelt, hvornår hunden bliver ramt af PRA, og hvor lang tid det tager, før den bliver komplet blind. Det er forholdsvis sjældent, at Aussier diagnosticeres med PRA, men man skal være forsigtig, idet sygdommes er autosomalt recessive nedarvet.
Retianal dysplasia skyldes en ufuldstændig udvikling af retina, men kan også skyldes infektioner med herpesvirus og parvo før hvalpen bliver født. RD vil derfor være tilstede hos selv meget små hvalpe og kan i milde tilfælde forsvinde igen. Symptomerne strækker sig fra små folder i retina, geografisk RD hvor store områder af retina er påvirket til komplet retinal detachment, hvor de to retinal lag løsner sig fra hinanden. Påvirkning af synet afhænger af hvilken grad hunden er påvirket af, små folder vil kun give mindre synsforstyrrelse mens hunden vil blive totalt blind ved komplet retinal detachment. Ifølge "CERF news" er Australian Shepherd en af de racer hvor retinal dysplasia er konstateret, langt hyppigste i form af folder. Da folder kun giver mindre synsforstyrrelser og der ikke synes at være nogen genetisk sammenhæng mellem de tre grader, vil en Aussie i USA med RD derfor stadig få sit CERF nummer. RD er dog en sygdom man som avler bør være opmærksom på og man bør da ikke benytte hunde med denne lidelse i avlen. Vær derfor opmærksom på at se øjenattesten og ikke lade sig nøje med at få at vide den er fri/CERF nummeret.
HD er en sygdom som påvirker unge hunde ved unormal udvikling af hofteleddet, enten ved løsning af hofteleddet, irregulære former af lårbenets hoved eller indsænkning af hofteskålet. Hunden udviser ikke nødvendigvis nogle symptomer på HD, men hvis den gør, vil det gerne være som halthed på bagben, besvær ved at stå og gå, efter den har rejst sig. I sidste ende invaliderer det hunden totalt. Hundene fødes tilsyneladende normal og udvikler først HD senere i livet. HD nedarves polygent, hvilket betyder, at det er under indflydelse af mange gener, men kan også skyldes trauma som fald, overfodring og for megen motion hos unge disponible hunde. Det menes at den arvelige faktor udgøre 30-40 procent. Det er meget vigtigt, at enhver hund som benyttes i avlen får hofterne undersøgt. 2 års alderen er nok det bedste tidspunkt for de almindelige former for HD fotografering. Efter de nye regler findes der 5 grader af HD:
Penn HIP er en ny form for HD undersøgelse som kan foretages allerede fra hvalpen er 4 mdr. Pga. af den noget komplicererest arvegang, kan to hunde med gode hofter, udmærket producere hvalpe som lider af HD. Det er derfor en god ide også at tjekke forældre og gerne bedsteforældrenes hofter. Det er dog bevist at parringer mellem to hunde med A hofter har en proportional bedre chance for at producere hunde uden HD. Selv om man ikke planlægger at benytte sin Aussie til avl, er det er en god ide at få den HD fotograferet alligevel. Aussien er generelt meget stærke hunde der kan tolerere en hel del mere smerte end andre hunderacer, mange gange kan dysplasi kun opdages ved en fotografering. En undersøgelse i USA blandt næsten 10.000 Aussier, viste at 6,5 % af Assierne led af HD. Dette giver dog ikke helt det korrekte billede, idet man i USA primært kun undersøger hunde, som er velegnet til avl. Ser man på Aussie bestanden ,som helhed vil tallet deraf nok være noget højere. Her hjemme er HD desværre i fremgang hos Aussierne og opdrætter bør derfor være særlig varsom med parring af hunde med HD i deres linjer. Hunde som lider af en hver form for ledsygdomme bør ikke bruges i avlen, ligesom man bør være påpasselig med at benytte producenter.
Albueledsdysplasi (Albubeledsartrose er ikke-arvelig slidgigt. Begge lidelser går under AA i Danmark) skyldes sandsynligvis en unormal væksthastighed i de 3 knogler, som albueleddet udgøres af, humerus (overarmsbenet), ulna (albuebenet) og radius (spolebenet). Milde tilfælde vil give hunden symptomer som gigt. Ved slemmere tilfælde kan belastningerne af leddet medføre forandringer i knoglerne, specielt humerus og ulna, en sygdom som man kalder OCD, Osteochondritis dissecans. De hyppigeste årsåger til OCD er fragmentation af tuberositeterne (udspring på knoglen der fungerer som muskelfæste) og manglende sammenvoksning af disse. Disse fragmenter kan løsne sig og sætte sig i leddet. Et stykke af humerus kan også dø og løsrive sig, en sygdom som hedder Humeral condyle. OCD vil i slemme tilfælde medføre, at hunden bliver halt og har svært ved at rejse sig og svært ved at gå. AA er konstateres i Danmark og undersøgelser i det øvrige Skandinavien tyder på fremgang i denne leddefekt. Avlsdyr bør da undersøges for denne defekt før de indsættes i avlen. Der findes 4 grader af AA:
I en undersøgelse af rottweilere har det vist sig, at hannerne er 3 gange så hyppigt ramt af OCD som tæverne. Det er muligt at fjerne de løse fragmenter ved operation, og ca. 50 % af hundene vil komme sig. Den højere vækstrate i leddet synes at være genetisk betinget, så hunde med Albueledsartrose bør ikke benyttes i avlen. Dog kan miljøet, ligesom ved HD, spille ind. Man bør derfor ikke udsætte unge hunde for overdreven motion, spring og fald, ligesom man skal passe på, at de ikke bliver overvægtige.
Patella
luxation er en løsning eller forvridning af patella (knæskallen). Den
normale position for knæskallen er i en fure i midten af femur (lårbenet).
Den holdes på plads dels vha. af denne fure og dels ved en sene, patella
ligmanentet, som strækker sig fra midten af knæskallens underkant til
tibia (skinnebenet). På knæskallens overkant er de muskler fra låret
som er ansvarlig for strækning af benet, enten direkte eller indirekte, fæstet.
Man opdeler generelt patella luxation i 2 kategorier, MLP, medially
luxation patellas, som er tilstede allerede fra fødslen og LLP, laterally
luxation patella, der skyldes skader. MLP findes hyppigst hos mindre racer
og er arveligt betinget. Forvridning af knæskallen sker gerne mod
indersiden af benet og samtidig på begge ben. Mange hunde lærer at
kompensere for dette, når de går, ved at støde benet fremad, så knæskallen
falder på plads. Selv om nogle hunde er
i stand til at leve med det hele livet, vil dette dog i de fleste
tilfælde forårsage skader på led og sener.
Collie-lignende hunde, og der i blandt Aussien, kan være følsomme over for visse medikamenter som benyttes til bekæmpelse af f. eks. hjerteorm og mider (ivermectin og milbemycin oxime). Dette skyldes en recessive genetisk defekt i hundens evne til at hindre at disse medikamenter akkumuleres i hjernen. Ved konstatering af hjerteorm, bør man derfor gøre sin dyrlæge opmærksom på risikoen for denne defekt og anmode om benyttelse af alternative præparater. University of Giessen kan teste for MDR1 hos Aussierne.
Von Willebrand er den hyppigst forekommende bløder sygdom hos Aussien, men dog stadig en forholdsvis sjælden sygdom. Symptomer ses så godt som udelukkende hos hanhunde. For bedst at kunne forstå hvad Von Willesbrand indebære, forklares først hvordan normal størkning af blod fungere: Når vævet på et dyr ødelægges (sår, skræmmer mv.), reagere organismen normalt ved, at danne et uigennemtrængelig blodkoagel. Denne prop dannes ved at, blodet frigiver nogle stoffer som for blodkarrene til, at trække sig sammen og thrombocyterne (blodpladerne) til, at hæfte til sårranden. Derved sænkes blødning. Herefter vil både blodpladerne og selve sårranden udskiller nogle stoffer, som omdanner fibrinogen, et opløseligt protein som findes i blodet, til fibrin der er uopløseligt. Molekyler af fibrin hæfter så til hinanden og sårranden og danner blodkoagelen. Blodets evne til at koagulere (størkne) skyldes en lang række faktorer, 13 for at være nøjagtig. Mangler blot en af disse faktorer, kan det få alvorlig konsekvenser, som ukontrolleret blødning. Von Willesbrand skyldes en fejl faktoren vWD. Denne faktor dannes af sårkanten og tiltrækker blodplader samt speeder heelingsprocessen op. Faktoren må også være involveret i selve dannelsen af blodpladerne, da man hos heterozygoter (bære af sygdommen), kan observere et seriøst fald i antallet af blodplader. Symptomerne på Von Willesbrand er blødninger, oftest i slimhinderne. Man vil derfor kunne observere blødning i forbindelse med tandskifte, næseblod og blod i afføringen samt længere blødning ved løbetider og fødsel. Symptomerne kan oftest forveksles med symptomerne for hypothyroidisme, da nedsat blodplade funktion også kan opstå ved denne sygdom. Derfor kan man oftest også observere, at hunden vil respondere positivt ved behandling med thyroxin. Anden behandling findes ikke. Der fines tre typer af Von Willesbrand, hvor I er den mildeste og III forårsager seriøse blødninger. Type I er den hyppigst diagnosticeret af disse og forekommer som en autosomal karakter med ufuldstændigt dominant træk. Det er muligt at få testet om tæven er bære, idet heterozygoter vil have et reduceret antal af blodblader. Type II og III er sjældne og nedarves autosomalt recessivt. Udover Von Willesbrand findes der to andre bløder sygdomme, som er diagnostiseret hos Aussier: hemophilia A (fejl i faktor VIIIC) og hemophilia B (fejl i faktor IX); de er dog begge temmelig sjældne. Både hemophilia A og B er kønsbundne, hvilket vil sige, at det involverede gen er beliggende på et af kønskromosomerne. For begges vedkommende er genet beliggende på X-kromosomet. Det bevirker at hanner (XY) kun behøver et gen for, at blive syge, mens tæver (XX) skal have fra begge forældre. En tæve kan derfor være bære, uden selv at være påvirket, og give sygdommen til halvdelen af hendes sønner. Hunde med sygdomme eller som er bære bør ikke bruges til avl. Da det er forholdsvis let at få testet hunden for Von Willebrand, skulle det være muligt, at komme denne sygdom til livs, hvis altså opdrætteren ville få testet deres hunde inden de indsættes i avlen. Det drejer sig blot om en enkelt blodprøve.
Pelger-Huet Anomaly, eller forkortet PHA, er en sygdom som opdrættere mere end den `almindelige´ hvalpekøber bør bekymre sig om. PHA er en ufuldstændig dominant defekt, som bevirker at homozygote hvalpe (hvalpe som har to PHA gener) normalt dør og bliver reabsorberet under fostertilstanden; hvalpe kan dog også være dødfødte eller dø kort tid efter fødslen. PHA kan derfor være årsagen hvis man oplever gentagende små kuld i sine linjer.
Det er muligt vha. en blodprøve at teste om hunden er bære af PHA. To bære
bør ikke krydses.
Allergi er desværre i stærk fremgang hos Aussien, såvel som alle andre racer. Årsagen kan naturligvis være arvelig, men den måde vi holder vores hund på har også en direkte indvirkning på den kraftige stigning, blandt andet kan det nævnes at en hund, som bor indendørs har mange gange større risiko for at udvikle allergi end en hund som lever uden for. Kraftige parasit angreb kan også inducere en ellers latent allergi, ligesom det er bevidst at svækket immun forsvar pga. sygdom mv. hos nyfødte hvalpe kan inducere allergi hos en ellers ikke disponeret hund, dvs. at allergi ikke altid er arveligt, men også kan være miljøpåvirket. Når en hund som udsættes for allergener, dvs. de stoffer som inducere en allergisk reaktion, vil dens immunsystem begynder at producere en speciel type a celler kaldet immunoglubulin E (IgE). Disse celler fange allergener og aktivere derefter en anden type celler, mast cellerne som igen frigiver histatmin, et kløende stof. Der findes tre former for allergi: inhalationsallergi, foderallergi og kontakt-allergi. Inhalations- allergi er den hyppigste forekommende allergi form hos hunden og skyldes gerne pollen og/eller mideekskrementer. En hund med inhalations-allergi klør sig ofte, dens skind bliver ofte rødlig, den kan få små røde bumser, pelsen bliver fedtet og/eller ørene bliver snavsede. Det øgede hudfedt forårsager ofte en stafylokok infektion, så hunden må oftest også behandles for hudbetændelse. Astmatiske symptomer kan også observeres. Hunden kan testes for inhalationsallergi vha. en priktest og/eller en blodtest som måler antistoffer overfor de specifike allergifremkaldende stoffer. Behandlingen af allergi afhænger af hvilken allergen der er tale om. Er man heldig respondere hunden positivt på antihistamin, men der er desværre langt fra alle hunde som gør det. Vaccination (hypersensibilitering) er en effektiv måde at behandle på, men desværre ikke mulig ved alle former for allergi. Binyrebark hormon er effektiv over for de fleste former for allergi, men bør kun gives i nødstilfælde og kun i korte perioder. Forsøg har vist at ca. halvdelen af hundene, som har fået en kontinuer behandling med binyrebark hormon over en længere varig periode, må aflives. Den hyppigste årsag er oftest pollen og/eller mider. Foderallergi udarter sig som inhalationsallergi ofte ved kløen, men det kan også dreje som om fordøjelsesproblemer. Hunden testes ved flere elimineringsforsøg; den sættes på en streng diæt af et specielt hyper-allergi foder, hvorefter èn enkelt anden fødekilde tilsættes med et passende interval. Den hyppigste kilde til foderallergi hos hunden er soya, oksekød og hvede, men majs og roetrævler, som bruges i de fleste traditionelle tørkost typer, er også en kendt årsag til allergi. Den eneste behandlingsform der findes for foderallergi er eliminering af de allergifremkaldende fødeemner. Kontakt allergi skyldes, som navnet antyder, fysisk kontakt med et stof som inducere en allergisk reaktion. Loppe allergi er hyppigst form for kontakt allergi og en af de hyppigste former for allergi blandt alle racer. Den eneste behandlingsform der findes for loppeallergi er eliminering af risikoen for et loppeangreb.
AHA er som navnet antyder en autoimmun sygdom hvor kroppen danner antistoffer mod sine egne celler, dvs. angriber sine egne celler, her de røde blodlegemer. Tegn på AHA kan være modvilje mod motion og/eller træthed efter fysiske udfoldelser, hurtig overfladisk vejrtrækning samt blege slimhinder. Diagnosticeringen kan være en kompliceret procedure og består i at tjekke slimhindernes farve, vejrtrækning, pulsen, mikroskopering af blod, udtagelse af knoglemarv, urinprøve samt evt. en undersøgelse af om milt og lever er forstørret. AHA kan skyldes to årsager. Enten en arvelig defekt hvor antistofferne binder sig til raske blodlegemer (primær AHA) eller hvor antistofferne binder sig blodlegemer hvis struktur er ændret pga. anden årsag, f.eks. medicin, parasitter, kræft mv. (sekundær AHA). Behandling foregår ved at give hunden så megen hvile så muligt samt evt. binyrebarkhormon. Det er ikke kendt hvordan AHA nedarves, men hunde som lider af denne sygdom samt nærmeste slægtninge bør ikke bruges i avlen.
Demodikose Demodikose er forårsaget af ektoparasiten som lever i hårfolliklerne hos alle sunde og raske hunde (og mennesket for den sags skyld også). Hvalpene smittes af deres moder kort tid efter, at de er født. Miden vil dog kun formere sig til en bestand, som giver problemer, hos ganske få hunde. Det er ikke helt afklaret, hvad der forårsager, at visse hunde rammes og andre ikke, men et nedsat immunforsvar menes at have en indvirkning, især fordi sygdommen tilsyneladende er arvelig. Der findes 2 typer af demodikose, en lokaliseret form og en generaliseret form.Lokaliseret demodikose rammer oftest yngre hunde under 1 år. Hunden vil udvise symptomer som stærk kløe, rødmende og skællede områder på hoved og forben, samt hyppigt også ørebetændelse med rigelig fedtet ørevoks. Pelsen udtyndes gerne på de angrebne områder og der kan opstå hårtab. I dette stadie er det stadig muligt at komme sygdommen til livs ved medicin og medicinske bade. Det siges også at tilskyd af ekstra vitamin E, skulle have en gavnlig virkning. Nogle hunde kan selv kurere sygdommen, når deres immunforsvar er helt udviklet. Sker det inden hunden er et år gammel, mener man ikke at der er tale om en arvelig variant. Hvis man ikke gør noget ved miden i det lokaliserede stadie, kan sygdommen udvikle sig til det det næste stadie, generaliseret demodikose, hvor flere og større områder af pels tabes på hoved, ben og krop. Som midens antal stiger, vil huden også udvikle sår og skorper. Diagnosticering er let , man skrabe en prøve fra hundens hud og tjekker den i mikroskopet. Idet man formoder en arvelig tilbøjelighed bør hunde med demodikose ikke benyttes til avl, ligesom lignende kombinationer ikke bør gentages.
Hypothyroidisme er en sygdom, der opstår når thyreoidea (skjoldbruskkirtlen) ikke længere er i stand til at producere hormonet thyroxin. Thyroxin er et jodholdigt hormon, som øger stofskiftet, dvs. forbrændingen. Symptomerne vil gerne begynde at opstå, når hunden er omkring 2 til 3 år gammel. I starten vil de komme og gå, idet kirtlen stadig er i stand til at producere noget hormon. De typiske tegn på dette stadie vil være irriteret hud og manglende appetit. Da disse symptomer oftest forveksles med allergi, vil det være en god ide at bede om en måling af blodets indhold af thyroxin, inden en bekostelig behandling af hud allergi indledes. Når hunden er godt 6 – 7 år gammel, vil kirtlen gerne være slidt helt ned, og symptomer som træthed, vægtøgning, modvilje mod motion, tør og glansløs pels, hårtab, skæl, rindende øjne og stive led kan opstå. Hunden kan også udvise adfærdsmæssige forandringer, som eksempelvis øget aggression, samt udskille en kraftig lugt fra pelsen. Kommer hunden ikke under behandling vil den dø. Hypothyroidisme er relativ hyppigt forekommende hos hyrdehunde, og altså da også en sygdom man skal være opmærksom på når man avler Aussier. Desværre er det en sygdom, som langsomt er begyndt at stige i frekvens hos Aussierne. Årsagen hertil er, at mange opdrættere desværre ikke bekymre sig om, at undersøge hundene inden de indgår i avlen. Dyr som indgår i avlen bør mindst hvert andet år have tjekket om værdierne for TSH, T3 og T4 ligger inden for normal området, samt om de producere antistoffer mod thyreoidea. Dyr med sådan en lidelse, eller som har produceret det, bør aldrig indgå i avlen.
Der er konstateret 2 former af lupus hos hunde, men flere former findes hos menneske. Der er en autoimmun sygdom, det vil sige en sygdom, hvor kroppens immunsystem forsøger at nedbryde sine egne celler. De 2 former der er fundet hos hunde er Systemic Lupus Erythematosus – SLE og Cutaneous Lupus Erythematoses – CLE eller Discoid Lupus.SLE er en noget mere sjælden immunrespons, der påvirkninger store dele af kroppen. Almindeligvis forekommer ledbetændelse, muskelsvigt, hudsygdomme, blodmangel og nyresygdomme. Symptomerne kommer gerne i tilbagevendende perioder, fx vil hunden udvise temporære lammelser forskellige steder. Sygdommen indledes gerne med, at hunden mister pigmentering på næsen, ligesom trædepuderne oftest fortykkes. Senere kommer generel svaghed og lyse gummer pga. blodmangel, øget tørst og urinering. Det er ofte vanskeligt at stille den rigtige diagnose, idet SLE udviser symptomer, som kan forveksles med reaktioner på medicin og kræft.CLE betragtes gerne som en mildere form af SLE. Lige som SLE indledes den med tab af pigment på næsen. Som sygdommen udvikler sig kan der opstå store sår i næseranden, som evt. kan sprede sig op ad næseryggen. Sår på øret kan observeres, ligesom fortykkede trædepuder. Hunden er gerne meget følsom over for UV lys, som synes at forværre disse sår. Det er ikke kendt, hvorledes hverken SLE eller CLE nedarves, men man bør holde sig fra at avle på hunde, som har disse sygdomme, ligesom beslægtede individer ikke bør benyttes i avlen. Lupus er konstateres hos Aussier og desværre en sygdom som er svagt stigende i frekvens.
Heart Murmur eller hjerte mislyd skyldes defekte eller nedslidte hjerteklapper. I et sundt og velfungerende hjerte sørger klapperne for at blodet flyder i den rigtige retning ved at åbne og lukke i et fast mønstre. Ved heart murmur lukker klapperne ikke ordentlig og muliggør derfor tilbagestrømning af blod, hvilket giver den karakteristiske mislyd. Systolic murmur betegner tilbageflow når klapperne åbner/lukker, mens Distolic murmur betegner tilbageflow når klapperne er afslappet. Det er rimelig let at konstateret heart murmur selv hos små hvalpe og derfor noget man bør tjekke, ikke blot sine avlsdyr men alle dyr for. Mislyd hos små hvalpe kan undertiden gå i sig selv igen. Årsagen til mislyden og graden af defekten kan dog være noget svære at præcisere, men er utrolig vigtig så man evt. kan tage sine forholdsregler for hundens liv. Medicinering kan evt. komme på tale. Heart murmur kan være forårsaget af en fødselsskade men har også en arvelig baggrund hos Aussierne. De hyppigste årsager er patent ductus arteriosus (se herunder), puimonic stenosis (forsnævring af lungearterien), blodmangel og mitral valve disease (forstørrelse af venstre ventrikel).
Hunde med hjertefejl, også selv om de er forsvundet, bør aldrig bruges
til avl, ligesom man bør være forsigtig med at bruge producenter.
PDA er den mest almindelig årsag til heart murmur og deraf den hyppigste hjertefejl. Hos alle pattedyr fostre findes et blodkar, ductus arteriosus, som forbinder lungearterien (forsyner lungerne med blod) og den dorsale aorta (forsyner kroppen med blod) og derved bypasses de endnu ikke funktionelle lunger. Efter fødslen bliver lungerne hos hvalpen/ungen mere og mere funktionelle og ductus arteriosus vil normalt lukke efter et par dage. Hos hunde med PDA vil ductus arteriosus forblive åben i større eller mindre grad og dermed udsætte den venstre ventriklen for ekstra arbejde med at opretholde et normalt blodflow. Blodet kan strømme to veje. Enten fra venstre mod højre, hvor blod fra den kraftige aorta ledes til lungearterien og dermed øger volumen af blod i lungerne. Hunde med denne defekt vil udvise intolerance mod motion, vægttab og hjertesvigt. Hunde under to år, helt ned til 8 uger kan opereres med succes. Blodet kan også løbe fra højre mod venstre, hvor det ved større PDA kan forårsage en total bypass af lungerne. Hunde med denne defekt vil udvise intolerance mod motion, vejrtrækningsproblemer, kollapse mv. Operation er normalt ikke muligt, men hunden vil normalt medicineres resten af dens liv.
Arvegangen er ikke kendt, men formodes at være kompleks. Hunde med PDA bør
aldrig bruges til avl, ligesom man bør ikke bør bruge producenter eller
søskende.
En af leverens vigtigste opgaver er at rense blodet for gifte og de affaldsstoffer som opstår under den metaboliske nedbrydning. Portosystemic Shunt, også kaldet liver shunt, skyldes at blodet fra fordøjelseskanalen by-passer leveren og løber direkte tilbage til hjertet hvorved nedbrydningsstoffer mv. recirkuleres i kroppen. PSS opdeles i to katagorier: extrapatic PPS, hvor by-passen sker uden for leveren og intrahepatic PSS hvor by-passes sker i leveren. Alt afhængig af hvor stor by-passes er og deraf hvor meget blod som løber forbi leveren, kan tegnene kan på PSS variere. De fleste dyr vil udvise tegn før de er 6 mdr. men er symptomerne svage kan der gå længere tid. I værste grad kan selv helt små hvalpe stoppe med at vokse, hvilket gør diagnosticering noget lettere. De generelle tegn er tab af appetit, depression, generel svaghed, dårlig balance, blindhed, epileptiske anfald, øget tørst og urinereing, evt. med blod i urinen. Bliver symptomerne stærkere efter at hunden har indtaget et måltid bør PSS tages til overvejelse. Diagnosticering af PSS kan være lidt besværlig og kræver en særlig røgten hvor farvet kontrast sprøjtes ind i leverens blodåre. Nogen egentlig behandling findes ikke, men oftest viser operation samt at give hunden et foder med lavt protein indhold, at have et godt resultat. PSS kan opstå som en sekundær følgesygdom, men kan også have en genetisk komponent, arvegangen er dog ikke kendt. Dyr som lider af denne lidelse bør aldrig bruges til avl, ligesom dens forældre og søskende bør tages ud af avlen.
Epilepsi hos hunde er karakteriseret, ligesom hos mennesker, ved at hunden lider at elliptiske anfald. Disse anfald skyldes at hjernen så og sige stimulere alle musklerne i kroppen til at trække sig sammen. Diagnosticering af epilepsi er en vanskelig procedurer, som indebære udelukkelse af en lang række andre sygdomme og faktorer, det er ikke muligt at måle hjerneaktiviteten på hunde. Selv om ingen af anfaldene er præcis ens, optræder de dog gerne i et genkendeligt mønster.
Tilsyneladende er anfaldene smertefrie (efter udsagn fra mennesker), hvilket sandsynligvis hænger sammen med, at hjernen så og sige kobler fra under anfaldende. Det skal dog ikke få nogen til at tro, at epilepsi er en sygdom man kan tage let på. For det første påvirker det hundens psyke i ufattelig grad, desuden kan anfaldende blive så kraftige, at hunden ikke kan komme ud af dem igen og simpelthen dør af dem. Anfaldende kan til tider forveksle med andre adfærd, som hunden udviser samt visse sygdomme, især Omvendt Nysesyndrom. Man kan dog kende epilepsi med at hunden mister kontakten med omverden og ikke reagere på stimuli som kalden og berøring. Det er sjældent at hunden starter med at have anfald, som beskrevet herover, Grand mals som de kaldes. Normalt vil hunden i op til år før have Petit mals, små epileptiske anfald, som ejeren ofte har svært ved, at opdage. Sådanne anfald kan være, at hunden sitre på hovedet, som om en flue genere den eller blot sidder og stirre tomt ud i luften i flere minutter. Epilepsi kan have andre årsager end arvelige, f.eks. kan trauma, gifte, organ sygdomme mv. forårsage epileptiske anfald. Denne type for epilepsi kaldes for sekundær epilepsi; den arvelige variant kaldes for primær epilepsi. Desværre har man de sidste par år observeret en markant stigning i Aussier, som lider af den arvelige variant. Det skyldes to ting:
1) at epilepsi som nævnt ovenfor, kan være forårsaget af andre end arvelige årsager og 2) at epilepsi tilsyneladende nedarves polygent (under indflydelse af flere gener/loci).
Desværre tager nogle avlerne dette som påskud for, at forsætte avlen af dyr som er bære. Benægtelse er også noget man ofte høre i forbindelse med denne sygdom, i stedet for at indrømme skjuler disse opdrættere sandheden ved, at sige ting som "Den har vist spist noget gift", "Han har slået hovedet" eller "Den var udsat for en fødselsskade". Ofte aflives disse hunde, så man er `fri´ for at få stillet diagnosen arvelige epilepsi. Epilepsi nedarves på en temmelig kompleks måde og formodes at være under indflydelse af flere loci. The betyder at en hund behøver at bære alle de defekter alleller for at udvikle sygdommen. Lad os f.eks. sige at 5 loci er involveret i epilepsi: A, B, C, D og E. Vild type allellerne betegnes a, b, c, d og e mens de muterede alleller (dem som forårsager epilepsi) betegnes A, B, C, D og E. En hund som lider af epilepsi vil derfor have genotypen ABCDE. En hund som har genotypen BCD kan derfor også kun producere epilepsi hvis den parres med hund med genotypen AE; ABCD eller CDE vil f.eks. ikke være nok. Det betyder at et stort antal hunde kan bære epilepsi over flere år og generationer uden at det opdages. Det er estimeret at godt 80% af Aussie populationen er bære af en eller flere alleller. Det er avlernes opgave at minimere enhver chance for at kombinere loci som kan forårsage epilepsi. Det byrde også være logik at hunde med epilepsi, som har produceret det eller som er beslægtet med producenter ikke benyttes til avl. Hunde med en risikoprocent over 40, bør man ligeledes vente med at indsætte i avlen til efter den er fuldt 4 år og da kun til lav risikohunde.
|
