|
|
|
|
|
|
|
|
|
Lederskab |
|
|
|
|
Hvem bestemmer her? *
Lederskab
er blevet den helt nye trend, hos mange hundeejere, opdrættere,
`hundepsykologer´ mv. Man kan konstant høre disse folk omtale
vigtigheden af et ordentligt lederskab samt manglen på samme som
forklaringen på alskens problemer, men hvad er lederskab og hvorfor høre
man konstant folk snakke om det? Lad os dog først slå to ting fast:
Træning efter principper som mange betragter som naturrealistiske, dvs. i tråd med hvad man kan forvente blandt hundene selv, ligger til grund for mange træneres og bøgers anbefalinger mht. optimal træning og lederskab af hunde. Problemet er bare at folk bygger deres teorier på forskellige resultater og/eller fortolker resultaterne forskelligt. I øjeblikket synes der at være to forskellige hovedretninger af "hundepsykologi": Fennel retningen og Hallgren retningen. Det skal ikke være en hemmelighed at jeg klart er tilhænger af Hallgren retningen.
De principper som ligger til grund for Fennel retningen kan
spores tilbage til den kendte engelske hundetræner og behaviorist John
Rogerson, som kom med en række anbefalinger til problemhundeejere tilbage
i firserne. Mange hundefolk har siden taget disse principper til sig som
generelle opdragelsesregler: -
spis før hunden -
lad altid hunden arbejde for en godbid -
bed hunden flytte sig hvis den ligger i en døråbning -
lad altid hunden gå sidst ud af haven, bilen mv. -
afvis hunden, hvis den tigger om opmærksomhed, når den er rolig
kalder du på den -
lad ikke hunden sove i sengen -
undgå kamplege -
ignorer hunden, når du kommer hjem -
Giv hunden nogle absolutte forbud, f.eks. forbudte områder mv. Godt
et årti senere beskriver en anden kendt engelsk `hundeguru´, Jan Fennell
i sin meget populære bog ”Hundelytteren” opdragelsesregler der til
forveksling ligner dem fremsat af Rogerson. Bogens principper skulle, ifølge
Fennell selv, bygge på observationer gjort, dels på hendes egen
hundeflok, dels på studier af videooptagelser af ulve, dingoer og vilde
hunde; hendes principper skulle med andre ord bunde i et naturrealistisk
lederskabsforhold hund og ejer imellem.
Ifølge disse observationer er der tre tydelig lejligheder
hvor føreren i en hundeflok hævder sin autoritet: når der er fare på
fare - når de skal gå tur - når de bliver genforenet. Udfra
videooptagelser konkluderede hun, at alfaparret i en ulveflok, dvs.
lederparret, er de stærkeste, sundeste, mest intelligente og erfarne
medlemmer af flokken, og det er de underordnedes opgave at lystre og støtte
førerens beslutning, og hvert underordnet medlem er tilfreds med at kende
denne plads. Alphaparret kan derfor kendes på at de:
Alphaparret
i en ulveflok behersker og foreskriver med andre ord altså alle aspekter
af flokkens liv.
Ifølge Fennells teorier skyldes hvert eneste problem hos
tamhunde hun er stødt på malplaceret tro mht. hundens plads i flokken.
Udfra ovenstående observationer har Fennell opstillet en
behandlingsmodel, den såkaldte amichien bonding metoder. Denne metode
tager udgangspunkt i 4 spørgsmål: -
når flokken genforenes efter en adskillelse, hvem er så boss? -
Når flokken angribes, eller der er frygt for fare, hvem skal så
beskytte dem? -
Når flokken tager på jagt, hvem skal så lede dem? -
Når flokken tager føde til sig, hvilken rækkefølge spiser de så
i? Løsningen
af problemer tager udgangspunkt i at efterligne alphaen i en ulveflok i
naturen. Det indebærer, at
man i alle tilfælde bør handle som lederen i flokken ville gøre, dvs.: - ignorere hunden ved hjemkomst og kun beskæftige sig med hunden når
man selv ønsker det, dvs. afvise hunden når den kommer til en - lukke hunden væk eller bede gæster om at ignorer den. - afslutte gåturen hvis hunden bliver ophidset eller går foran. Gåturen
= indledning til jagt, hvilket er lederens opgave. - indføre gestusspisning, dvs. spise en kiks foran hunden, som man
lader som om den kommer fra hundens madskål. Ovenstående
giver det indtryk at lederskab i en naturlige ulve-/hundeflok er præget
af et totalt dominans kontrolleret samfund, hvor så godt som alle
aspekter af flokkens liv er centreret omkring opretholdelse af
`hakkeordenen´.
Problemet med disse synspunkter er at de ikke bunder i nogen
videnskabelig undersøgelser. Rogersen har i et personligt kommunike til
adfærdsbiologen Hanne Hjelmer Jørgensen pointeret af hans synspunkter
intet har med studie af ulve at gøre. Fennell derimod referere til
studier af sin egen hundeflok samt optagelser af vilde hunde, dingoer og
ulve. Mht. videooptagelserne gives der det indtryk at de ikke er af egen
produktion, de vil derfor i alle tilfælde være farvet af producentens
egne synspunkter og kan derfor ikke betragtes som nogle pålideligt
referencekilde. Studierne af hendes egen hundeflok kan ej heller betragtes
som et pålideligt referencegrundlag. Der henvises flere gange til lederen
af hendes hundeflok, men på intet tidspunkt til hvordan hun er fremkommet
med beviser på at denne hund er lederen.
Forskere der har studeret ulve holdt i fangenskab, er
fremkommet med resultater, der kan give ovenstående synspunkter en vis støtte.
Disse undersøgelser tyder på, at livet i en ulveflok er præget af jævnlige
aggressive konfrontationer og konflikter, hvor ulvene enten mobber
hinanden uden synderlig årsag eller indgår i group chase og group
attacks (flere individer flokken jager/angriber et andet, ofte uden
synderlig grund). Studier af ulve i fangenskab fremkommer ligeledes med
det resultat, at der eksisterer et nær lineært hierarki, med et
dominerende alphapar øverst og herunder subdominante individer af begge køn
samt juvenile og omega individer i bunden af flokken. Der hersker
imidlertid uenighed om, hvorvidt der er tale om en `rent´ lineært
dominanshierarki, hvor hannerne dominerer over hunnerne eller om der
eksisterer to adskilte og parallelle kønshierarki.
Man skal dog være uhyre varsom med at give nogen general
konklusion på naturlige ulves samfundsopbygning og orden udfra disse
studier.
Ulve holdt i fangenskab er, uanset indhegningen størrelse
begrænset af denne og samtidig forhindret i udførelse af flere typer af
naturlige adfærd, som eksempelvis spredning, vandre, jage,
territorieforsvar, jagt mv. Dette giver i sig selv større spændinger i
flokken. Dertil kommer at mange flokke er væsentlig større og evt.
anderledes sammensat i naturen. Selv om ulven generelt set er mere
aggressiv end tamhunden, giver disse spændinger giver sig udslag i
"unaturlige" stridigheder. Således kan man i fangenskab ofte
observere at der udvælges en syndebuk, som udsættes for mobning og
talrige angreb fra flokkens øvrige medlemmer. Det er også observeret at
ulve i fangenskab slår hinanden ihjel. I naturen består en ulveflok derimod oftest af ét ynglepar, samt deres afkom fra de seneste år. Flokkens medlemmer er dermed alle beslægtet med hinanden. Normalt spreder de voksne individer sig, mere eller mindre frivilligt, væk fra flokken når de bliver kønsmodne, omkring 3-4 års alderen. Der er derfor sjældent af en naturlig ulveflok består af flere ynglemodne individer end det oprindelig ynglepar. Nyere observationer af ulve i naturen tyder heller ikke på, at der eksisterer et tydeligt dominanskontrolleret samfund som studier af ulve i fangenskab har givet udtryk for; der snarere er tale om et forældre/afkom-sammenhold omkring det oprindelige forældre par. Stridigheder om rang eksistere derfor uhyre sjældent, ligesom man så godt som aldrig oplever mobning, group chase eller attacks eller kampe til døden blandt flokkens medlemmer (jeg er personligt ikke stødt på primær litteratur som beskriver dette i naturen). Endelig bør vi være lidt varsomme med at drage konklusioner om hundenes adfærd udfra ulvenes. Selv om hunden stammer fra ulven, så er den langt fra længere en ulv. Mange af adfærdselementer er dog stadig de samme, men f.eks. har mennesket gennem århundredes hård selektion ændret de forskellige racers adfærd i visse situationer. Lad os vende tilbage til Fennells synspunkter og de resultater hun har opnået ved sine studier og se på dem udfra et lidt mere videnskabeligt synspunkt: Bekvemmelighedszone Ud fra Fennells beskrivelse givers der det indtryk at det kun er lederen af flokken som har denne bekvemmelighedszone og at der streng holdes på denne rettighed. Det er korrekt at vokse individer i en flok naturligt opretholder en hvis afstand til hinanden, både under daglige aktiviteter og når de sover, samt at de til tider vil reagere aggressivt hvis andre individer invadere dette rum. Men som alle andre dyr har hunde/ulve et personligt rum, som kræver tillid til den anden part for at kunne invadere uden modvilje. Dette har intet med en særlig rangrelateret bekvemmelighedszone at gøre: alle medlemmer af flokken er i besiddelse at et personligt rum og vil, alt afhængigt af modpartens intentioner, reagere på andre flokmedlemmers indtrængen. Det kan i denne sammenhæng nævnes at hvalpe, unge individer og gode venner oftest kan observeres at ligge inden for det personlige rum, mange gange i direkte kropskontakt. Anmodning om at invadere et andets individs rum, med fredelige intentioner, sker hyppigst mod et højere rangerende individ, om end det ikke er ualmindeligt at lederen/forældreparret anmoder om venlige interaktioner. Når en hund/ulv søger at trænge ind i et andet individs rum, vil den tydeligvis understrege at den kommer med fredelige intentioner, dvs. at den vil udvise begrænsede dominante signaler. Er der tale om et underlegent individ der nærmer sig et tydeligt dominerende individ, kan disse signaler være temmelig udpræget (lange læber, små øjne, tilbagelagte øre, smasken eller slikken, lav haleføring, tilbage lænet holdning). Det er så op til det andet individ at afgøre om den har lyst til social kontakt i dette øjeblik eller den mere har lyst til at lade være alene. Det har ikke noget med rang at gøre. Ligesom os kan en hund/ulvs humør svinge fra det ene øjeblik til det andet øjeblik og ganske som os er der forskel på graden af sympati over for de forskellige flokmedlemmer, især i sammensatte flokke. Så man kan til en hvis grad sige at det er korrekt, at der skelnes mellem hvem som er tilladt at invadere det personlige rum; årsagen ligger dog ikke i rang, men i sympati. Både Rogerson og Fennel anbefaler ligeledes at forbyde hunden adgang til visse rum, møbler mv. udfra et lederskabsmæssigt synspunkt. Hverken lederen hos hund eller ulv har dog sådanne specifikke områder der er deres og kun deres. De fleste individer af en flok har selvfølgelig deres foretrukne tilholdssteder, men ingen højtrangerende hund/ulv vil jage et underlegent medlem væk fra noget sted, blot for selv at overtage det og kun et meget underkuet medlem vil flytte for højere højtrangerende medlem. En undtagelse er dog hulen, som ingen andre end tæven er tilladt nær i ynglesæsonen. Der er derfor absolut ingen holdepunkt i et naturligt lederskabsforhold i at forbyde hunden adgang til visse rum, sofaen mv. Om man ønsker hunden i møblerne mv. er helt op til en selv. Evt. kan man vænne hunden til at den må komme op, når man ligger et bestemt tæppe op i sofaen; så undgår man også at den griser sofaen til. Slikken Fennel beskriver at lederen aldrig slikkede de andre ulve samt at de underdanige er opdelt i to grupper: de som er tilladt at slikke føreren, og de som ikke er. Der beskrives intet konkret om slikken, men man må formoder at der menes slikken mod et andet medlems snude/mundregion. Det er helt korrekt at lederen/forældreparret af en hunde/ulveflok er dem som der bliver slikket mest mod, men hvalpe og yngre medlemmer af flokken vil ligeledes rette deres slikken med andre ældre medlemmer. Slikken indgår i flere typer af adfærdsformer. For det første er det en del af aktiv underkastels, hvor et yngre eller underdanigt medlem fortæller at dens intentioner er fredelig og den intet ønske har om betvivle det andet individs dominans. En anden, og relateret, betydning er et signal om venlige intentioner, dvs. en venlig anmodning om social interaktion. Slikken er også del af en gruppeceremoni hvor hele flokken hilser et ældre medlem som netop er kommet tilbage eller som tegn på gruppesammenhold før f.eks. jagter og efter episoder som forsvar af territorium. Slikken mod snuden/mundvigen kræver indtrængen i det andet individs personlige rum. Det er derfor op til det andets individs humør/sympati om det vil tillade det. Er hunden/ulven i godt humør vil den næsten se ud som om den finder det irriterende og prøver at forhindre det ved at løfte hovedet, vende hovedet væk, men venden hovedet væk er IKKE ignorering, det er et dæmpende signal, hunden/ulven siger blot "det er OK". Er den derimod ikke i humør kan den knurre og evt. gribe let om den slikkende parts snude. Springe op Ifølge Fennells beskrivelser dominere lederen de andre medlemmer ved at springe op og placere forkroppen over de centrale områder (hals, skulder, hoved), derved retfærdiggøre hun al springen op som et tegn på dominans fra hundens side. Udfra et adfærdsmæssigt synspunkt er der en utrolig variation i hvorledes en hund/ulv kan dominere et andet individ, men mht. springen op findes der godt 5 adfærdsfomer, som inkludere den type adfærd som Fennell beskriver: · Agonistisk pawing, hvor ulven/hunden lægger en pote evt. to poter på den andens nakke og ryg (også del af sexual adfærd, hvor hannen tester hunnens velvilje). · Chinrest, hvor ulven/hunden lægger sit hoved på den anden parts ryg. · Pinning, hvor ulven/hunden presser sin krop mod den andens og dermed tvinger den anden ned. · Mount, hvor ulven/hunden springer op bagfra og evt. laver kopulationsbevægelser (kan også skyldes seksuelle frustrationer). · Standing-over, hvor ulven/hunden står over den anden med dominante signaler (også del af ikke-dominerende adfærd, hvor hunden/ulven blot står over den anden for at gøre sig interessant). Springen op bruges derudover også som en væsentlig del af legeadfærd og ses også hyppigt i hilseceremonier hvor hvalpe og unge individer bliver så ophidset at de springer rundt om de ældre individer uden synlig hæmninger. Springen op, hvor hunden står og springer i luften foran os eller ivrigt sætter springer op og sætter forpoterne mod vores bryst, kan derfor ikke ubetinget bruges som et indicium for at hunden forsøger at få øjenkontakt og dermed dominere os som det beskrives i Fennells bog. I langt de fleste tilfælde søger hunden simpelthen at komme tæt på vores hoved, for enten at slikke os eller puffe os i mundvigen, eller som sagt at den simpelthen bliver så glædeligt ophidset at den `ikke kan styre sig selv´. Her er det vigtigt at se på hvilke andre signaler hunden samtidig udsender, en hund som springer op med tilbagelagte øre og små øjne, springer bestemt ikke om for at dominere os. En anden årsag til springen op kan også simpelthen være at man er `kommet til´ at lære hunden at springen op `giver gevinst´, f.eks. ved at man skubber den ned - det at du rører hunden (ikke slår mv.) er positiv kontakt for hunden. Generelt kan man sige at springen op rettet mod en anden hunds forende i langt de fleste tilfælde IKKE drejer sig om dominans, springen op mod en anden hunds bagende er derimod oftest i dominant (eller sexuel) handling. Så man kan jo prøve at teste det der hjemme: stil dig på alle fire og se hvor den hund springer op når du kommer hjem :o) Ignorering Lederen ignorere ifølgeFennell de underordnede medlemmer ved genkomst for at bekræfte hakkeordenen, ligesom lederen tager initiativ til al ting. Lederen/forældreparret ignorere - næsten - aldrig sine flok medlemmer. Det kan umiddelbart se ud som om de gør, når hvalpene og de yngre individer strømmer mod dem i fælles forsøg på at slikke dem og de de prøver at undgå de ved at dreje hovedet. Men som nævnt under slikning er dette ikke et tegn på ignorering, men et tegn på venlighed: de acceptere de andres medlemmers forsøg på venlig og social interaktioner - og igen drejen hovedet er IKKE en afvisning, det er et dæmpende signal. Ved at ignorer sin hund, signalere man faktisk at man intet ønske at have med den at gøre, at den faktisk ikke er meget bedre end en udstødt. Man kan bør derfor ALDRIG ignorer sin hund ved genkomst, men samtidig bør man heller ikke hilse den overstrømmende, et stille "Hej med dig" er helt fint, du har dermed anerkendt hundens tilstedeværelse og accepteret at den stadig er en del af flokken. Er hunden for ivrig kan distraktion i form af en håndfuld små godbidder (kattemad) som man smider i indkørslen mv. være en god idé – også udfra et ledermæssigt synspunkt: Hunden har passet på hulen, mens du har været på jagt og nu har du noget mad med hjem til den. Mens hunden spiser maden står du ganske rolig og ser på i mens; hvis du går ind, forlader du blot hunden igen. Netop på baggrund af hundens følelse af udelukkelse kan ignorering med fordel bruges som en særdeles effektiv afstraffelse; du signalere på denne måde at du ikke ønske at beskæftige dig med hunden før den kan opfører sig ordentlig. Ignorering/udelukkelse er faktisk den værste straf man overhovedet kan give et høj-socialt dyr som hunden, hvis liv er helt og holdent afhængigt af flokkens sammenhold og stabilitet. Råben og skælden ud er faktisk kontakt for hunden og den er ofte ligeglad med at det er negativ kontakt, når blot den for hvad den ønsker.
Anbefalingerne om at afvise hunden, når den kommer til en
med opfordring til at lave noget sammen og kun beskæftige sig med hunden
når man selv ønsker det, er ud fra et lederskabsmæssigt synspunkt ikke
særlig hensigtsmæssigt.
Som før omtalt er det i langt de fleste tilfælde de
underordnede medlemmer af flokken som ansøger om social interaktion,
ligesom det hyppigst er de underlegne individer som opfordre til leg. Det
er ligesom med slikken så optil det andet individ om det ønsker at følge
op på denne opfordring.
Ved at forlange at vi til enhver tid tager initiativ til
disse aktiviteter, handler vi faktisk stik imod hvad der forventes af os.
Som leder bør vi afgøre hvor og hvornår vi gider deltage i hundens
opfordringer, men selvfølgelig er det os tilladt til enhver tid selv at
opfordre til leg. Går forrest Ifølge Fennells synspunkter går lederen altid forrest og den kalder ikke underordnede medlemmer tilbage. Derudover beskrives der også at ulve i naturen aldrig strejfer væk fra lederen. Forskere der har studeret ulve i naturen (og det er faktisk ikke særlig mange, langt de fleste studier af ulve stammer fra fangenskab) viser at i godt 70 % af tilfældene er der forældreparret som fører an på vandringer, mv. Hyppigst er det også dem som træder frem og forsvare territoriet. Her må man dog huske på at forældreparret i en naturlig ulveflok oftest er de ældste og dermed mest erfarende individer af flokken, det er kun naturligt at de med deres erfaring og styrke træder frem i forreste række når der skal træffes afgørelser. Men besidder et andet individ større erfaring/talent end lederen eller kommer med et forslag som er bedre, følges dette normalt. Blandt andet beskriver den kendte ulveforsker David Meck en episode hvor lederen af flokken ønsker at gå ind vej, men da resten af flokken nægter at følge ham, dropper han planen og følger de andre tilbage. I en naturlig ulveflok består størstedelen af medlemmerne af endnu ikke fuldt erfarne og kønsmodne dyr, det er derfor ganske naturligt at de holder sig til flokken. Når ulvene opnår den seksuelt aktive alder (omkring 3-4 år), vil de oftest indlede sig på at vandre væk fra flokken. Denne fase kan tage meget langt tid og ytre sig ved at ulven gradvis vænner sig til at være alene, ved at strejfe væk fra flokken i længere og længere tid. Derudover har flere forskere observeret at både juvenile, dvs. unge individer der endnu ikke er kønsmodne, samt andre medlemmer af flokken, oftest kan finde på at gå på strejfeturer rundt i territoriet i op til et par døgn ad gangen og simpelthen bruger hulen eller "homesitet" som fælles base. Der er derfor ingen fornuftig årsag rent lederskabsmæssigt til, at man skal forlange at man selv går først, ligesom man ikke behøver at bede hunden flytte sig i stedet for at gå uden om den mv. Rent kontrolmæssigt kan det dog være en god ide, at kræve at hunden går sidst ud af døren mv. - men det er meget vigtigt at huske at kontrol og lederskab IKKE er det samme. Mht. at kalde hunden til sig når den kommer for langt i forvejen, er Fennell anbefalinger modstridende. Der beskrives et sted at underordnede medlemmer holder sig til lederen og man deraf bør kalde hunden til sig hvis den kommer for langt i forvejen. Andets sted beskrives der derimod at lederen aldrig kalder underordnede medlemmer tilbage. I naturen kalder forældreparret ikke de andre medlemmer tilbage, kun mens de er helt små; medlemmerne er frit for at komme og gå som de passer dem og det er deres opgave at følge flokken når den bevæger sig. Godt lederskab hund og ejer i mellem kan derfor kendes på at hunden konstant holder øje med ejeren mens den er løs; selv når hunden er optaget af at løbe i en retning og ejeren går den anden retning i al stilhed, kommer hunden hurtigt susende efter. Anbefalinger om at kalde hunden til sig når den kommer fra langt fra føreren, har altså ikke holdepunkt i ulvenes naturlige adfærd - et godt lederskab er derimod kendetegnet ved at hunden altid holder øje med hvor du går og du intet behøver sige for at få den til at følge dig, også selv om den lige har fået lov til at hilse på anden hund! Leder jagten og dirigere drabet Som leder af flokken dirigere og leder føreren af flokken ifølge Fennell altid drabet. Det er korrekt at lederen/forældre parret oftest står for dette, men som nævnt ovenfor hænger dette sandsynligvis sammen med deres større erfaring på dette område. David Meck beskriver desuden to episoder: hvor de yngre medlemmer af en flok jager kaninerne uafhængigt af forældre og hvor de yngre medlemmer jager kaninerne op og hen mod forældre parret der ligger skjult, noget som der kan drages paralleller af til hyrdning. Det er desuden beskrevet af en anden forsker at en underordnet ulv stod for 3 ud af i alt 4 observeret nedlægninger af bytte. Fennell sammenligning mellem gåturen og indledning til jagt finder jeg helt ved siden. Hvis vi på nogen måde skal sammenligne gåturen med noget, så må det være vandring, enten rundt i territoriet (de vante gåture) eller vandring til nye områder. Indledning til jagt er også temmelig diffust, ofte kan flokken vandre i dage i søgen efter bytte. Absolut forrang til føden Fennell beskriver at lederen har absolut forrang når der skal spises og at de andre først når de er mætte. Andre er gået så vidt at postulere at lederen nyder denne seance og provokere ved at spise langsomt. Adgang til føde er en af de mest fundamentale betingelser for en ulvs overlevelse, man kan derfor kun forvente at føden spiller en overordentlig vigtig faktor for flokken. Men så længe føden er rigelig opretholder lederen ikke noget særlig fortrinsret. Man kan dog observere at der under fødeindtagelse eksistere et personligt rum omkring snuderegionen, indtrængen i dette vil blive afvist. Det vil sige er fødeemnet af en størrelse som ikke tillader at flere individer kan holder dette rum, kan der optræder konflikter. En anden ting som er værd at nævne i denne sammenhæng er, at selv de helt ranglave individer er tilladt at forsvare dette rum og dermed vogte deres mad. Det er også observere at unge individer er sluppet af sted med at sjæle fra de ældre og de ældre har accepteret dette. Ifølge den svenske ulveforsker Erik Zimen kan der desuden etableres både en social-rangorden samt en føde-rangorden, som ikke nødvendigviser identiske; dvs. at ranglave individer evt. kan jage ranghøje individer væk fra føden. Dette har jeg personligt oplevet på egen hundeflok, hvor en tydelig underordnet 7 mdr. gammel tæve, optrådte særdeles aggressivt omkring fodring. Gentagende gange accepterede, selv min ledertæve, at blive jaget væk fra føden. Det er derfor ikke tegn på lederskabsproblemer når hunden knurre ved madskålen, men derimod et tegn på mistillid til ejeren; den stoler simpelthen ikke på ejeren. Hunden skal dog respektere at du kan tage noget fra den, men træn aldrig med dens mad og husk altid at give hunden det du tager tilbage med det samme eller giv den en lækker godbid i bytte. Sådan
opretholder du et godt lederskabsforhold med min hund
På
baggrund af ovenstående kan det måske synes vanskelig at definere
hvordan man så kan opretholde et fornuftigt lederskab til sin hund. Det
er da også vanskeligt at sige præcis, gør sådan og sådan og så
oplever i aldrig problemer med lederskabet; alle hunde er forskellige og bør
behandles som de individer de er. Jeg vil dog her prøve at beskrive nogle
elementer som man med fordel kan bruge: Ja/Nej
øvelsen er en glimrende øvelse at introducere for hvalpen. Her lære
hvalpen betydningen af ”Nej”, hvilket simpelthen også kan være livsnødvendigt
at den kan.
Læg en godbid foran hvalpen. Idet hvalpen forsøger at få
godbidden, ser du den direkte ind i øjnene og siger ”Nej” med en
forholdsvis neutral og aldrig vred stemme. Læg evt. hånden over
godbidden hvis ”Nej” ikke virker, hvalpen må ikke få godbidden før
du siger det. Du kan evt. forstærke effekten ved at læne dig ind over
hvalpen. Når hvalpen respektere ”Nej” siger du ”værsgo” med en
lys og glad stemme, samtidig med at du laver øjne og mund lille, læner
dig vær fra hvalpen og ser i en anden retning. Senere kan føre hunden
forbi en skål guffere i løs line. Sig igen nej og forstærk evt. ved at
læne dig ind over hvalpen og stirre den i øjnene. Tøver hvalpen med at
tage gufferne fra skålen, skynder du dig at sige ”Ja” og tilbyder en
godbid fra din hånd.
Ude i naturen vil de voksne individer faktisk også lave
Ja/Nej øvelser med hvalpene. Den voksne ligger med et kødben, som
hvalpen gerne vil have. Hvalpen nærmer sig frimodigt, men bliver mødt at
en dæmpet knurren. Først forstår hvalpen ikke hvad der menes og fortsætter
mod benet. Den voksne ulv, snapper knurrende ud efter hvalpen og hvalpen
trækker sig pibende tilbage og venter til det er dens tur.
Andre øvelser som styrke et godt lederskab, er at spille
den kloge leder. Det kan f.eks. være at sende hunden ud på øvelser hvor
din hjælp er påkrævet for at kunne løse den. Det kunne f.eks. være at
gemme legetøjet eller godbidden en sted hvor hvalpen ikke selv kan få
det eller finde det. Er hunden er glad for at hente far ved toget, så kan
du tager tøj på, spørger hunden om I skal hente far, giver hunden snor
på også hente ham og vupti der er far jo – hvor er mor klog!
Du kan også snyde din hund til at være den lille ved at
kigge op på dig. Bed hunden om at sætte sig før den for en godbid og
lad den kigge op. Opvendt hoved er et ad tegnene på underkastelse, en
ting du snildt kan bruge i andre sammen hæng også (for eksempel når I
skal passere en anden hund mv.). Det bedste du kan gøre for din hund er at den føler sig værdsat. Det er derfor en rigtig god ide, at lave noget sammen med hunden som I begge synes er sjovt, hyggeligt samvær og fælles aktiviteter styrker desuden lederskabet. Aktiver også den hund rent mentalt, giv den en masse opgave den skal løse, f.eks. at den selv må snuse sig frem til sin mad. Spor mv. hvor du bliver nøden til at stole på hundens evner, styrker også et fornuftigt lederskab; hunden nyder simpelthen at den her kan hjælpe sin far eller mor.
Derudover er der en visse andre elementer i et godt
lederskab man bør tænke på. Herunder nævnes de væsentligste: Lederen
opretholde sin autoritet uden anvendelse af magt, den psykiske tilstedeværelse
af nok til at skabe autoritet.
Magtudøvelse og i særdeleshed psykisk terror og vold mod
hunden, skraber ikke respekt, kun frygt og had. Hvis vi skal optræde som
en god leder over for hunden, så bør vi kun bruger et minimum af
afstraffelse. Den eneste form for afstraffelse vi bør benytte i vores
opdragelse af hvalpen, er ignorering og hvor det ikke er muligt, en hurtig
men blid afstraffelse (se under afstraffelse i opdragelse af hvalpen). En
god leder misbruger aldrig sin magt.
Vær enkel og præcis over for hunden
En anden ting vi bør tænke på, er at vi og hunden
kommunikere på to helt forskellige niveauer; i takt med at vores
kommunikative fokus er rettet mod det primært verbale, er vores evne til
at forstå og kommunikere mimisk desværre også formindske. Hunden
derimod kommunikere hovedsageligt mimisk, så som art er vi set med
hundens øjne derfor både utrolig larmende, men også meget upræcis. Vi
bør der derfor begrænse vores kommunikation med hunden til noget den let
kan relatere til, dvs. mimik baseret på hundens egne signaler og blid
stemmeføring. Utrolig mange folk taler til deres hund, som var den næsten et lille menneske, men uanset hvor dygtigt ens hund er, vil den aldrig forstå menneske sprog. Kun vha. tålmodig indlæring kan den lære at forstå nogle korte og konkrete ordre. Hunden vil altså ikke forstå, når man vredt siger "Hvad sagde jeg lige før? Jeg synes jeg sagde du skulle gå hen og lægge dig i kurven og forholde dig i ro!" Måske er man heldig at den går hen og lægger sig i kurven, men det er blot et udtryk for at den reagere på ens vrede tonefald ikke man taler til dens forståelse. Lederen
holde ro og orden
Stridigheder som går over gevind er ikke til for flokkens
bedste, derfor bør vi heller ikke tillade at vores hunde slås på må og
få. Minimer risikoen for at slagsmål opstår og distraher hvis det er
under optræk. Har du en større hunde flok som der konstant er
stridigheder i, bør du finde årsagen til problemet og eliminere denne,
også selv om det måske resulter i at en af hundene må flytte. Psykisk
utrygge rammer kan ofte føre til problemer som måske ikke virker
relateret til dette problem, f.eks. urenlighed, indlæringsvaskeligheder
mv. I naturen eller en større hundeflok kan man oftest opleve at de andre flokmedlemmer strømmer til og evt. lægger sig imellem. Føreren kan også finde på at "overtage" slagsmålet for den ene part. Mobning og groupattacks (flere medlemmer af en flok mobber eller angiver et andet medlem) er kun observeret hos ulve i fangenskab, og kan derfor ikke benyttes som udtryk for almindelig adfærd. Lederen
beskytter sin flok Hvis du som lederen ikke sørger for at beskytte din hund mod udefrakommende farer, så risikere du at hunden miste respekten for dig som leder. Hunden vil ikke stole på du er i stand til at tage vare på den og hvis du ikke kan det, hvorfor skulle den så behandle dig som leder? Mobber en anden hund din hund eller føler din hund sig generet af den anden, så træd mellem dem indtil den anden hund mister interessen for din hund. Angribes din hund, så søg for at redde din hund fra angriber og jag denne væk. Er de først oppe at slås, er det mest sikkert at trække den anden hund væk i dens bagben. Angribes en af medlemmerne i en flok, vil det dog ikke kun være lederparret som forsvare det; alle medlemmerne vil da tage del i forsvaret. Når I går på gaden, så vis din hund at du har styr på tingene ved at træde imellem den og andre hunde mv. og tving dens opmærksomhed på dig. Når der kommer fremmede og hunden fare op og gør som en rasende, så træd igen imellem hunden og det som ophidser den. Lad være med at råbe af hunden, væn ansigtet/fronten mod din hund, skub den resolut væk med knæet og tving den på den måde til at blive bag ved dig.
Alfa
og omega, vil du have din hunds respekt, så må du gøre der fortjent til
den. Behandle hunden ordentligt og retfærdig og husk endelig det er hund
med stor H, ikke et lille menneske, det er ofte folk går galt i byen med
lederskabet.
Og lige til sidst en bemærkning jeg engang så i en film
omkring indianerstammer i amazones, som jeg til fulde synes dækker
lederskabskonceptet:
* Umiddelbar skulle man tro at svaret på lederskabsforholdet på billedet er den sorte hund med sin høje haleføring, men det er faktisk den blå tæve. Ser man bort fra haleføringen på hundene, så viser den sorte hund tilbagestrøget øre, lange mundvige, bortvendt blik og let tilbagelænet holdning - alle tegn som indikere underkastelse eller venlige intentioner. Den blå hund vise svage dominante signaler blandt andet ved at stirre og dens hoved vender front mod den sorte hund skulder.
|
